Fortsæt til indhold

Faglighed er ikke nok til at skabe succes i folkeskolen

Der skal fokus på udviklingen af personlige og sociale kompetencer blandt eleverne og styrket pædagogik blandt lærere, hvis niveauet i folkeskolen skal løftes. Det mener den tidligere jægersoldat Nicolai Moltke-Leth

Samfund
Af Peter Mailand

Skal folkeskolen have et løft, er det ikke nok at fokusere på fagligheden.
Det mener den tidligere jægersoldat Nicolai Moltke-Leth, der nu blander sig i debatten om fremtidens folkeskole.
"Du kan få den bedste faglige hammer i hånden, men det er stadig personen, som holder den, der afgør, hvordan den bliver bragt i spil. Er personen ikke motiveret eller tror på sig selv, bliver hammeren nytteløs", siger han.
Udover at være tidligere jægersoldat, er Nicolai Moltke-Leth også uddannet cand.scient.soc og er netop blevet master i Positiv Psykologi. Han startede startede i 2007 "True North", der er et fem-dages selvudviklingskursus for unge, hvor han har specialiseret sig i kurser for unge med fokus på at udvikle personlige, faglige og sociale kompetencer. Også benævnt som livsduelighed af True North.
Debatten om folkeskolen og gymnasiet blev skudt i gang i Rudersdal efter rektor på Birkerød Gymnasium efterlyste et alarmopkald i folkeskolen ovenpå tv-dokumentarserien "9z. mod Kina", hvor en dansk 9. klasse blev sat til vægs af en kinesisk klasse.

Begge sider skal styrkes

Siden har debatten rettet fokus på at styrke det faglige niveau i folkeskolen.
Nicolai Moltke-Leth er enig i, at der er brug for et løft af folkeskolen generelt, men mener, at især elevernes personlige og sociale kompetencer bliver overset.
"Tænk hvis vi kunne kombinere fagligheden med de personlige og sociale kompetencer. Så vi fik nogle elever ud, der både var stærke rent fagligt, men samtidig havde indre styrke og sociale kompetencer til at udfolde deres potentiale både til gavn for dem selv og fællesskabet. Erhvervslivet efterspørger jo unge mennesker, der både kan være fagligt dygtige, kreative og innovative. Og samtidig have styrken til at give deres unikke bidrag til verden, alt imens de har fokus på at være gode medborgere og gode holdspillere," siger han og tilføjer:
"Men reelt ved vi jo ikke, hvilket arbejdsmarked vi uddanner de unge til i dag. Så i stedet for at ruste de unge til at tage et job, skulle vi hellere ruste til unge til at skabe et job. Så ville vi nå langt," siger han.

True North-kurser

Siden han startede True North kurserne, har op imod 10.000 unge været på camps. Og resultaterne er mærkbare.
Mellem 90-100 procent oplever, at de får styrket deres selvtillid og selvværd, bliver bedre til at opstille personlige målsætninger og bedre til at kommunikere med deres omgivelser.
"Vi kan konstatere, at der sker et markant løft af unge, der har været med på vores kurser. De unge, der kommer på selvudviklingskurser, bliver meget mere afklarede omkring deres egne styrker og på deres egen situation. Ofte har de unge ting, som nager dem eller ting de gerne ville gøre bedre, når de starter på kurset, men når de så snakker med andre, som går rundt med de samme tanker, og finder ud af, at de ikke er de eneste, der har de tanker eller udfordringer, så sker der noget. Efterfølgende kan vi konstatere, at mange af dem har løftet sig en karakter eller to," siger han.

Pædagogiske ledere

Nicolai Moltke-Leth mener, at den mest rentable investering ville være at uddanne de pædagogiske ledere til at udfolde et ambitiøst pædagogisk projekt på deres skole.
"Vi skal frigøre de pædagogiske ledere ude på skolerne, så de kan være det, de er ansat til, nemlig pædagogiske ledere. Så kunne vi give dem den nødvendige efteruddannelse at arbejde med, så de efterfølgende kunne undervise lærerene i klasserumsledelse, relationskompetence og den værktøjskasse vi arbejder med i True North. Så kunne lærerne få styrket de kompetencer, der skal skabe rammerne for eleverne, og samtidig ville eleverne få styrket deres personlige og sociale kompetencer," siger han.

True North

Nicolai Moltke-Leth startede i 2007 True North-kurserne som en fem-dages camp for unge. Siden har op imod 10.000 været igennem forløbet.
"Det sande nord" er et udtryk, vi har hentet fra navigationens og de opdagelsesrejsendes verden. I et kompas peger pilen altid mod den magnetiske nordpol, men den er ikke det samme som den "sande" geografiske nordpol. På True North kurserne arbejder de unge med at styrke deres personlige, faglige og sociale kompetencer indenfor blandt andet, kommunikation, selvtillid og selvværd og personlige målsætninger.