At flytte spejdersjælen…
Spejderne i Ørsted flytter i nyt spejderhus
Spejderne i Ørsted har gennem mange år haft til huse på Toftevænge i Ørsted. Aktuelt har 65 børn og ledere deres daglige gang i spejderhuset. Nu står de foran en flytning.
Hurtige og heldige
I forbindelse med etableringen af børnebyen i Ørsted blev der to børnehaver til overs i kommunalt regi. Spejderne var hurtigt ude og heldige, og 1. juli flytter de ind i den tidligere Blæksprutten lige nord for børnebyen. Huset er gennem de seneste par måneder blevet malet indvendigt ved hjælp af frivillige hænder, og indretningen er i fuld gang.
At flytte spejdersjælen?
Alt materiel er flyttet til den nye bygning, men spejdersjælen er ikke flyttet helt med endnu, fortæller leder Dag Kristiansen. Indretningen vil gøre sin del, men derefter skal alle spejderne sætte præg på huset. Der er nedsat en arbejdsgruppe, der står for indretningen, og en, der skal etablere rammerne omkring hytten.
"I løbet af ganske kort tid vil det blive til et rigtig spejderhus."
Det første officielle arrangement var den fælles sommerafslutning. Her deltog cirka 80 spejdere og deres forældre, og alle tog rigtig god imod det nye værested.