Fortsæt til indhold

Politisk kovending i lokalplan-sag var lovlig

Natur og Miljøklagenævnet har intet at udsætte på politikernes pludselige opbremsning af en grydeklar lokalplan for et nyt boligområde i Vrold

Samfund
Af Bettina Sønderskov

En pludselig opbremsning af en ny lokalplan for et boligområde på Horsensvej 17 i Vrold fik for to år siden beskyldninger om urent trav til at fyge imellem Venstre og socialdemokraterne i byrådssalen. Det skete da et flertal i byrådssalen med borgmesteren i spidsen besluttede sig for at bremse en lokalplan for 30 nye huse i Vrold i 11. time. Politikernes pludselige holdningskifte og begrundelsen for det, fik efterfølgende ejeren af grunden til at klage over kommunens sagsbehandling til Natur- og Miljøklagenævnet. Efter halvandet års sagsbehandling kom nævnets afgørelse endelig i dag onsdag. Ifølge den har kommunen og politikerne ikke gjort noget ulovligt, da man besluttede sig for at droppe lokalplanen for det nye boligområde, selvom området ifølge kommuneplanen netop var udlagt til det formål. Ifølge nævnet er byrådet forpligtet til at udarbejde en lokalplan og fremme den så vidt muligt, hvis den stemmer overens med rammerne i den overordnede kommuneplan. Det står i Planlovens § 13, stk. 3. Bestemmelsen indebærer dog ikke, at kommunen er forpligtet til at vedtage lokalplanen endeligt, så da et flertal af politikerne på et sent tidspunkt i forløbet vurderede, at området alligevel ikke var egnet byvækst, var det ifølge nævnet i orden.

Lettet borgmester

Borgmester Jørgen Gaarde (S) glæder sig over, at der nu kan blive sat punktum for en sag, som han helst ikke vil have flere af.
"Vi glæder os ikke over, at vi var nødt til at bremse en lokalplan så sent i forløbet, men vi var nødt til at tage et samlet hensyn og gøre det nødvendige. Vi har ventet spændt på afgørelsen, og det er rart, at vi nu har fået bekræftet, at vi har handlet lovligt," siger han.
Den socialdemokratiske borgmester og støttepartierne baserede blandt andet deres beslutning om at stoppe lokalplanen på et omdiskuteret fire-siders dokument uden afsender. Dokumentet opsummerede især lokalplanens allerede beskrevne undersøgelser af støjgener i området mellem jernbanen, campingpladsen og Horsensvej. Natur- og miljøklagenævnet forholder sig i afgørelsen ikke særskilt til dokumentet, men slår fast, at kommunens beslutning om ikke at fremme lokalplanlægningen for området er begrundet i saglige planlægningsmæssige hensyn.

Ejer får en halv million

"Det bliver dejligt at få sat et punktum for sagen. Skidt med det politiske skænderi. Jeg er glad for, at vi alle kan komme videre med sagen nu, og vi påtager os selvfølgelig vores ansvar over for grundejerens tabte arbejde med lokalplanen," siger borgmesteren.
Kommunen har derfor allerede efterkommet grundejernes krav om erstatning på en halv million kroner til at dække de udgifter, han har haft i forbindelse med lokalplanen, der aldrig blev til noget.
I forbindelse med at lokalplanen blev bremset, besluttede flertallet i byrådet også at lave et tillæg til kommuneplanen og føre området tilbage fra byzone til landbrugszone. Den beslutning har grundejeren også klaget til Natur- og Miljøklagenævnet over, men den har nævnet endnu ikke taget stilling til.