Fortsæt til indhold

Hvorfor er det ikke fair?

Samfund
Debatindlæg af Lars Vodsgaard (S), byrådsmedlem, Egholmsvej 9, Skanderborg

Venstres Søren Erik Pedersen syntes ikke det var ”fair”, at Venstre skulle stemme ja eller nej til et forslag om et for Skanderborg Håndbold livsvigtig sponsorat. Selvom forslaget blev fremsat på økonomiudvalgets møde mere end en uge forinden, havde Venstre ikke en holdning til forslaget. Og for første gang i kommunens historie, måtte byrådsmødet afbrydes, for at partiet kunne diskutere med sig selv.
Som det var tilfældet med sagen om Kærligheden, så havde Venstre åh så positiv sympati og forståelse for sagen og ville så gerne. Men i begge sager valgte et flertal i et splittet Venstre at stemme imod.
Kære Søren Erik. At sidde i et byråd stiller store krav til, at man tager stilling og påtager sig sit ansvar, også når det er svært. Borgerne, virksomhederne, foreningerne og de ansatte kan ikke bruge politikeres selvmedlidenhed til noget som helst.
I sidste ende er det eneste afgørende ikka hvad vi føler, men derimod hvad vi som politikkere beslutter. Og her har Venstre hverken kunnet bakke op om at støtte udviklingen på Kærligheden eller Skanderborg Håndbolds kamp for overlevelse og kommunens mulighed for markedsføring.
Venstre har ambitioner om at erobre borgmesterposten ved det kommende kommunalvalg. Men i utallige sager i denne byrådsperiode har partiet vist, at man ikke kan nå til enighed med sig selv.
Hvordan skal et parti, der er så internt uenige i stort set alle afgørende sager, kunne samle et helt byråd om at stå sammen mod de store udfordringer der kommer?
For en ting er sikkert, der vil komme store udfordringer i fremtiden, også selvom Venstre ikke synes det er fair.