Hinnerup vokser igen - nu mod nordøst
Byggegrunde på første etape af udstykning er nu sat til salg
Et par arbejdsmaskiner tøffer forbi på gruset, som snart bliver vekslet til asfalt.
Vi er i den nordøstlige udkant af Hinnerup, nær den lille viadukt, som man møder på vejen fra Nørregade til Møllevej.
Henover viadukten suser et Arriva-tog, hvorfra passagererne de næste par år kan se 23 nye huse skyde op på vejen, der har fået navnet Holmebakken.
“Det bliver spændende, for det er det første byggeprojekt, hvor vi har fået lov at opføre huse ovenpå et følsomt drikkevandsområde,” fortæller jordbesidder Torben Holm Rasmussen.
Han købte jorden for 10 år siden, men har de sidste fem år haft en juletræsplantage på stedet. Det sidste træ blev solgt før jul 2012.
Lang proces
Siden 2007 har Torben Holm Rasmussen arbejdet på at få godkendt sin jord til bebyggelse. Nu er det lykkedes.
“Det bliver med sokkelhuse, hvor de grønne arealer er udlagt som fællesområde,” fortæller han.
Udsigten fra husene bliver naturen, der omkranser Lilleåen, som løber nedenfor området.
“Der må ikke bygges nærmere åen end 150 meter, så der kommer ikke flere huse den vej. Men der kommer sikkert en golfbane lige derovre ved højen,” siger Torben Holm Rasmussen og peger mod den nærliggende mark.
Skejby 15 minutter væk
Beboerne på det nye Holmebakken skal dog ikke være bekymret for ekstra trafik nær deres huse. Golf-spillerne skal ind fra Haar-siden.
Salget af husene står Harry Lockhart for. Han er salgschef i det øst- og midtjyske for byggefirmaet FBA-Huse AS og bor selv i området, som Torben Rasmussen gør det.
“Hinnerup er et rigtig godt sted med 15 minutter til Skejby for eksempel og få minutter til skovene her bagved,” siger han.