Fortsæt til indhold

Vi fik 39 flere borgere i 2012

En prognose spår at Favrskov runder 50.000 indbyggere i 2020. En anden først i 2033

Samfund
Af Charlotte Kappel

Favrskov Kommune voksede i løbet af 2012 med 39 indbyggere. De tre tidligere år var befolkningstilvæksten oppe på 2-300 personer, viser tal fra Danmarks Statistik.
"Der er mange forklaringer på udviklingen i befolkningstallet i Favrskov," siger Asbjørn Friis Jensen, direktør for Job og Økonomi i Favrskov Kommune.
“Der er født færre børn end tidligere, fordi der i kommunen er blevet færre kvinder i den fødedygtige alder. Der har været en større fraflytning end forventet af unge, som i en yngre alder end tidligere søger uddannelse uden for kommunen. Og endelig har vi ikke haft samme tilflytning til kommunen som hidtil."
"Vi havde regnet med en samlet tilvækst på 250 personer sidste år. Den lavere tilvækst betyder blandt andet, at der skal passes færre børn i kommunen," siger han.

50.000 indbyggere

Ifølge befolkningsfremskrivningen fra 2012 fra Danmarks Statistik skulle Favrskov runde 50.000 indbyggere i 2027. Den nyeste fremskrivning viser, at det nu først bliver i 2033 .
"Vores egen prognose forudsiger, at det bliver i 2020," oplyser Asbjørn Friis Jensen, der forklarer, at Favrskovs prognose bygger på andre forudsætninger end prognosen fra Danmarks Statistik.
"Blandt andet et større lokalkendskab om eksempelvis boligudbygninger."