Fi-Fi-Dong på Café Værsgo
Peter Vildmand med sit Gasolin-kopiband på scenen i Fjellerup
Restauratør Paul Barrett er noget spændt for tiden. Han kører sin bar Café Værsgo i Fjellerup på fredelig vis og har ind imellem mindre musikarrangementer på plakaten. Men ónsdag 3. juli giver han den hele armen. Han har lejet et telt til 200 personer og har hyret Fi-Fi-Dong til at komme og spille. Peter Vildmand, kendt for både at ligne og lyde som Kim Larsen, står i spidsen for bandet, der spiller Gasolin-kataloget, som var det deres eget.
"Jeg håber på masser af gæster", siger Paul Barrett og tilføjer, at der kan købes billet både hos ham og hos "Kruset" og "Old English Pub" i Grenaa.
Koncerten med Fi-Fi-Dong er fra klokken 20-23, og derefter er der diskotek til 03.
Folk skal føle sig hjemme
Paul Barrett har arbejdet i Café Værsgo siden 2007. De første par år var han ansat af ejeren, men i 2012 overtog han stedet. Han kender en del musikere, og mange har i tidens løb stillet op med et par timers levende musik i caféen.
"De vil gerne spille her på grund af den gode stemning. Jeg lægger vægt på at både fastboende og turister føler sig hjemme her i Café Værsgo, og jeg har da også mange stamkunder."
En øl og et spil billard
Han bekræftes af en tidlig sommerturist, en kvinde i sin bedste alder, der lige kigger indenfor.
"Vi nyder at komme her, og det samme gør vores venner. Når vi for eksempel ankommer til sommerhuset fredag aften, vil vi gerne herop og få en øl og måske et spil billard. Også når der er levende musik, er her hyggeligt."
Hun fortæller, at folk sætter stor pris på Paul Barretts indsats med at gøre Café Værsgo hyggeligt. Der er masser af farver udvendig, og indenfor er der pynt, der altsammen har relation til Gasolin: plakater, en guitar, LP'er med mere.
Uforudsigeligt
Paul Barrett er uddannet smed. Han trives i værtshus-branchen, selv om det til tider er temmelig uforudsigeligt.
"Jeg har prøvet enkelte gange at stå med et band og kun 10 gæster. Så er det ikke så sjovt. Til gengæld er det helt fantastisk, når det går op i en højere enhed."