Fem busser bliver hjemløse
Erling Baastrup
Om et halvt års tid skal nogle af busserne væk fra den nuværende plads ved Hammel rutebilstation. Det sker, fordi Rema 1000 skal bygge på en god del af pladsen.
Umiddelbart ser det svært ud, for der holder mange busser i området om natten.
Der er også flere busselskaber involveret. Men det ser ud til, at det kun er Arriva, der får en udfordring. Det er det selskab, der kører skolebusserne.
Vaskehallen og de to garageanlæg skal nedrives, og skolebussernes parkeringsmuligheder indskrænkes.
”Jeg skal finde alternative muligheder for fire-fem busser,” fortæller Kim Dam, driftsleder for skolekørslen i Favrskov. Han er i dialog med de Grønne Busser om et samarbejde om mulighederne for at benytte nogle af deres arealer i Skjød eller i Hinnerup.