Fortsæt til indhold

iPads til alle

Alle kommunale børninstitutioner har fået iPads. Tarphagevej er blandt pionererne

Samfund
Louise Ritter

Ipads De er trækplastre helt på højde med Disneysnolderet fredag aften. Frida, Lucas og en håndfuld venner i Tarphagevej Børnehave er der med det samme, da pædagog Mona Lorentzen kommer ud på legepladsen med en iPad i hver hånd. Denne gang ganske vist blot til ære for avisens fotograf, men iPadsene er - også i hverdagen - højt oppe på listen over børnenes favoritlegetøj. De bruges til alt fra kamera over vendespil til børneskrivning. De firkantede tablets rykkede ind i børnehaven på Tarphagevej allerede for et års tid siden, da børnehaven blev pioner ud i et særligt elektronisk meddelelsessystem mellem hjem og institution, men i særdeles også i digital dokumentation af børnenes hverdag. For ganske nylig blev iPads obligatorisk indhold på hylderne i alle Esbjerg Kommunes institutioner og dagplejer, og her kan man nu lade sig inspirere af Tarphagevejs succes. “Børnene elsker iPadsene. Indimellem er det nærmest et spørgsmål om, at vi skal bremse dem lidt, men de er gode til mange ting. For eksempel kan vi bruge dem til at slå ting op på og så vise børnene,” siger Mona Lorentzen og nævner en snak om sæler, hvor iPadden blev brugt til at give børnene en visuel forklaring på noget, der måske ellers kan være svært at forstå, når man er fire år gammel.

Også et arbejdsredskab

Udover leg er det mest digital dokumentation af børnenes hverdag, som Børnehaven på Tarphagevej har eksperimenteret med. “De fik spørgsmålet: Hvad kan jeg godt lide i min børnehave?, og fik de en iPad i hånden en hel dag, hvor de hver især tog billeder,” siger leder Gudrun Løkke, om opgaven der siden blev til en udstilling i Sædding Centret. Ikke bare børnene har god brug af det elektroniske legetøj. “Før skulle vi klippe, klistre og skrive lange forklaringer, når vi skulle dokumentere, hvad børnene havde lavet. Nu kan Dagtilbud gå ind på vores hjemmeside og se det. Så det letter dokumentationensarbejdet meget, og forældrene er også glade for det. Det giver dem et helt andet indblik i deres børns hverdag. Det at børnene tager billeder har også åbnet vores øjne for nogle ting. Fra at se ting i institutionen i voksenhøjde har vi pludselig set tingene i børnehøjde, siger Gudrun Løkke.”