Borgere køber varmeværk for millioner
Det E.ON-drevne varmeværk i Slagslunde bliver borgenes 1. juni. Prisen er 12,8 millioner kroner
12,8 millioner, det er hvad fjernvarmebrugerne i Slagslunde køber byens E.ON-drevne fjernvarmeværk for.
"Vi får nøglen 1. juni, og så er det os, der driver det," siger formand for Slagslunde Fjernvarmelaug, Kaj Madsen og fortæller, at der stadig tikker stemmer ind fra brugerne, men at man ind til videre ligger på en tilslutning på 93 procent - tre procent over minimum for at bestyrelsen på en ekstraordinær generalforsamling kan vedtage at lave en gyldig aftale med varmeselskabet E.ON., der ejer værket i Slagslunde.
Aftalen mellem borgerne og varmeselskabet er dog allerede underskrevet, tilbage er kun at kommunalbestyrelsen nikker ja til at give en kommunegaranti for et lån på byrådsmødet 29. maj samt at de juridiske og tekniske undersøgelser af systemet bliver færdige.
Herrer i eget hus
"Jeg har det godt med, at værket bliver vores 1. juni. Det har været en lang og sej proces, og folk i Slagslunde er glade for, at vi nu kan blive herrer i eget hus," siger Kaj Madsen.
Forud for købet af varmeværket ligger en årelang strid mellem på den ene side varmeselskabet E.ON og på de anden side fjernvarmebrugerne i Slagslunde. Parterne har i årevis kæmpet en indædt kamp om varmepriserne og har blandt andet slæbt hinanden i retten. Og det er da også netop varmepriserne, der er hele fundamentet for, at borgerne vil købe værket. En strategi der ser ud til at opfylde sit formål, fjernvarmebrugerne i Slagslunde kan nemlig se frem til en væsentlig besparelse på varmepriserne i fremtiden.
"Prisen bliver omkring 20 procent billigere. Vi har lavet et meget forsigtigt budget, fordi vi ikke vil love mere end vi kan holde," siger Kaj Madsen og fortæller, at man har lavet en aftale med Egedal Kommunes fjernvarmeafdeling om driften af værket.