Fortsæt til indhold

“Det er altså for latterligt”

Den boligsociale leder i Bispehaven, Pia Mortensen, har svært ved at tage begrebet “ghettoliste” seriøst

Samfund
Christina S. Johansen

“Jeg smiler altså lidt over det her,” siger Pia Mortensen, der er boligsocial leder i Bispehaven.
Hun smiler ikke, fordi hun som sådan er glad for, at Bispehaven er taget af den ghettoliste, som regeringen i sidste uge lavede med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.
Smilet skyldes mere, at hun ikke forstår hele konceptet med at have en ghettoliste.
“Jeg synes, det er noget underligt noget at definere noget som en ghetto og et udsat boligområde den ene dag og som et helt almindeligt område den næste. Det er jo anden gang vi ryger af listen - det varede et halvt års tid sidste gang, og hvad var forskellen? Ja, der var ingen for os. Jeg kan ikke tage det alvorligt - det er altså for latterligt,” siger Pia Mortensen.

“Ghetto” er for negativt

I den nye måde at opgøre, om en bydel er en ghetto, er der nu fem kriterier mod tidligere tre. Scorer man højt på tre ud af de fem, bliver man betegnet som en ghetto. De to nye kriterier handler om beboernes uddannelsesniveau og indtægt.
For Pia Mortensen knækker filmern allerede ved ordet “ghetto”.
“Betegnelsen ghetto er en mærkelig måde at sætte en etikette på folk. Ghetto er et frygteligt negativt ladet ord, og af alene af den grund bør man droppe det,” siger hun og fortsætter:
“Og man kan da slet ikke måle på uddannelsesniveau. Jeg synes faktisk, at det er lidt snobbet at indikere, at ingen uddannelse betyder, at man er udsat. Der er da masser af velfungerende mennesker uden en lang uddannelse.”

Må ikke læne sig tilbage

Pia Mortensen er desuden bange for, at når “ghetto”-mærkatet er taget af bydelen, så vil den boligsociale indsats komme til at lide under det.
“For den boligsociale indsats er det dårligt ikke at være på listen. Man kan jo frygte, at politikerne så vil tænke, at området ikke er så udsat. Men ingenting har jo ændret sig fra i går til i dag. Man kunne frygte, at de ville læne sig lidt for meget tilbage,” siger Pia Mortensen.
Det kommer dog ikke til at ske, hvis det står til Venstres Bünyamin Simsek. Han understreger, at Bispehavens problemer ikke forsvinder, blot fordi man fjerner boligområdet fra en liste.
“Det nytter ikke noget, at vi lægger os ned og jubler over, at Bispehaven er fjernet fra ghettolisten. Det er på tide, at vi som kommune prioriterer Bispehaven og andre udsatte områder meget højt,” siger Bünyamin Simsek, der er rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.