Fortsæt til indhold

Frygter ballade blusser op efter ghetto-snak

Samfund
Christina S. Johansen

For 23-årige Taha Ahmad, der bor i Bispehaven og er børne- og ungemedarbejder i områdets beboerhus, Trivselshuset, betyder det ingenting, om man taler om Bispehaven som en ghetto eller ikke som en ghetto.
"Det vigtigste er, at det er et godt sted at bo og et sted, hvor man er glad for at være, og det er jeg. Her er et fantastisk sammenhold og her er virkelig hyggeligt," siger han og fortsætter:
"I det hele taget bryder jeg mig ikke om ordet "ghetto", og jeg synes slet ikke, at det passer på Bispehaven, for her bor så mange forskellige velfungerende mennesker."
Han påpeger samtidig, at det er et fåtal, som laver al balladen.
"Det drejer sig om måske 15 unge," siger han.
Men de få unge frygter Taha Ahmad til gengæld vil reagere med mere ballade efter den seneste tids snak om, at Bispehaven er røget af ghettolisten.
"Jeg er lidt bange for, at der kommer en modreaktion fra de her unge, fordi de lige vil markere, at de stadig eksisterer," siger Taha Ahmad.

Ballade allerede

Faktisk var der allerede samme aften, som Lokalavisen besøgte Bispehaven og blandt andet snakkede med Taha Ahmad, ballade i bydelen.
Bispehaven blev tirsdag aften og først på natten til onsdag ramt af flere påsatte brande, stenkast mod politiet og en generel fjendtlig stemning overfor politiet i området. Natten til torsdag var den gal igen, og 15 unge blev anholdt, oplyser Østjyllands Politi.
Politiet mener dog ikke, at det har nogen forbindelse til hele ghettosnakken, men mener derimod, at uroen udløber af en aktuel voldssag i området omkring Bispehaven, hvor en person blev varetægtsfængslet 11. juli for at have truet vidner.