Fortsæt til indhold

Ghetto eller ikke ghetto - hvad betyder det egentlig for dig?

Samfund
Af Christina S. Johansen

Jasmin El-Atir (og lillesøster), 13 år og beboer i Bispehaven
På en måde synes jeg, at det er godt ikke at være på ghetto-listen. Det kan måske være med til at ændre på, at folk ikke tænker på Bispehaven som et sted, hvor folk bare dovner den, men som et godt område. Måske vil beboerne i Bispehaven også selv live lidt op, fordi de ikke længere har stemplet "ghetto" siddende på sig. Men altså, personligt tænker jeg ikke på, om jeg bor i en ghetto eller ej.

Wael El-Youssef, 18 år og beboer i Bispehaven

Jeg har boet her, siden jeg var fire år gammel. Det betyder ingenting, om vi er på en ghettoliste eller ej. Det vigtigste er, at vi har det godt her. Prøv lige at åben øjnene og kig dig omkring - der er ikke noget lort her. Måske betyder det noget oven i hovedet på folk - i hvert fald for dem, der ikke bor i Bispehaven. Er vi ikke på en ghettoliste, vil de måske ikke dømme os så hårdt på forhånd.

Wael El-Youssef

Anni Jacobsen, beboer i Bispehaven

Jeg synes jo, at det er et meget normalt boligområde - jeg tænker ikke meget over, om det er en ghetto eller ej. Selvfølgelig ser mange nok ned på en ghetto, og i den forstand er det selvfølgelig godt at slippe for den betegnelse. Det kunne måske være med til at give stedet et lidt bedre ry, men reelt set ændrer det jo ikke på noget, om vi er på en ghettoliste eller ikke er på en ghettoliste.

Anni Jacobsen