Med store bogstaver

Hvordan kan det være, at man kan se skriften på væggen, når man står med ryggen mod muren? Et paradoks, der giver os et øjebliks klarsyn. For det er tit, når noget er for sent, at sandhedens gru går op for os. Hvorfor sagde jeg sådan? Hvorfor gjorde jeg ikke det? Hvorfor svigtede jeg mine idealer? Hvorfor sprang jeg ikke bare ud i det? Hvorfor forhindrede jeg det ikke?
Med andre ord handler det om at tage ansvar for ens måde at forvalte livet på. Og somme tider kræver det noget drastisk, før man ikke bare læser skriften på væggen, men også forstår den.
På søndag er det de store typer, som er i brug: Konsekvenserne af vores måde at leve på kan have store omkostninger, som rækker langt ud over, hvad vi forestiller os. Det drejer sig ikke bare om os selv og dem, der står os nær, det rækker meget længere og er endnu mere forpligtende: Den fattige er ikke bare enken i Bangladesh, hvis mand døde i en kollapset fabrik, det er også den, som i travlhed ikke ænser, at livet foregår lige nu. Den sultne er ikke bare ofret for en hungersnød i Afrika, det er også den, der sulter efter at blive taget alvorligt som menneske og blive anerkendt, som den man er. Den, med de væskende sår er ikke bare narkomanen på Istedgade, hvis blodårer er helt ødelagt, det er også den med sår i sindet, der hele tiden springer op, fordi glæden har svære vilkår i hans eller hendes liv.
"Vi elsker, fordi Gud elskede os først," hører vi. Kærligheden skal altså smitte af på vores omverden. Ikke bare den omverden, der kan nås pr. girokort, men også den omverden, der starter lige uden for vores dør.