Gudstjenesten – en fest?

Hvorfor dog kalde gudstjenesten en fest?
Prøv den påstand overfor en flok konfirmander, og reaktionen kommer straks: De kvikkeste ligner ét stort spørgsmålstegn og er klar med protester og spørgsmål, mens de allerfleste allerede har sat blikket på uendelighed og hjernecellerne på pause.
Gudstjeneste og fest rimer da ikke rigtig, gør det? Der er ikke meget breezer og dans over en gudstjeneste – høj musik, ja, men ikke så velegnet til at danse til.
Gudstjenestens fest har det tilfælles med enhver anden fest, at det hiver os ud af hverdagens rutiner. Det hæver os op over hverdagstrummerum og tipper perspektivet, løfter blikket fra madpakkesmøring, mødetider og indkøbslister – og ja, indstiller blikket på uendeligt for en stund.
Én dag om ugen fejres i alle landets kirker, at livet er større og mere end hverdag og rutiner.
Én af Bibelens lignelser fortæller om en fest, hvor det vælter ind med afbud og dårlige undskyldninger.
Skolelærere og chefer er vant til lidt af hvert, men mon ikke topmålet af dårlige undskyldninger er nået allerede i Bibelen:
"Jeg har lige købt fem par okser, og jeg er simpelthen nødt til at afprøve dem lige nu, så jeg kan desværre ikke komme til din fest."
Godt træt af elendige forklaringer fra folk, der hverken var glædeligt overraskede eller taknemlige for invitationen, inviterer værten i stedet alle dem, der ikke så det som en selvfølge, at de hørte til i det gode selskab. Fattige og handicappede, alle dem, der havde mangler, alle de ufuldkomne, alle dem, der ikke hørte til i det gode selskab.
Man behøver ikke være en mester i fortolkning for at forstå, at lignelsen handler om Gud – Og den viser en Gud, der gavmild og rummelig slår ud med armene og byder alle ind, der gerne vil være en del af et mangfoldigt fællesskab.
Det budskab er vel en fest værd - i det mindste en gang om ugen.