Fortsæt til indhold

Bemærket i Byrådet

Samfund
Erling Baastrup

Favrskov Byråd var her i juni på tour til TAC i Thorsø. De to stamtilhørere var ikke med. Til gengæld var en snes lokale mødt frem. Altså en ti-dobling.

Valgkamp

er et ord, som politikerne åbenbart undgår at bruge. Det betyder imidlertid ikke, at den er aflyst. På byrådsmødet i Thorsø tirsdag aften havde samtlige tilstedeværende medlemmer hos Socialdemokraterne og Venstre ordet. Mon det er hørt før? Første punkt startede kl. 19.00 og sluttede som vist.

Se solen stiger

Helt unødvendigt kom mødet til at vare to og en halv time. Man nåede længere end til fjerde mave i drøvtyggerprocessen. Og da man pludselig vågnede op ved, at en lavthængende sol begyndte at sende livgivende stråler ind ad panoramavinduet, tænkte man: ”Så blev det endelig morgen, og det er ikke lykkedes politikerne at tale solen sort”.

Storken og børnene

Vissing Enge bliver nu kommunens første vådområde. ”Så kommer storkene nok tilbage igen,” lød forhåbningerne fra Anne Neergaard. Og da man samtidig på mødet havde snakket meget om det vigende børnetal, kunne Charlotte Green komme med den trøst, at med storkenes tilbagekomst kommer børnene nok også.

Politikerfloskler

Bestemte vendinger bider sig fast hos politikere, der vil vise, de er oppe på beatet. F.eks.:
Det er en ongoing proces, der skal tilrettes fremadrettet, så vi kan aktivgøre noget pingel-pangel og tænke på tværs for fortsat at holde fokus.

Det rene pip

Vi lærte også, at regionens folk hver gang ”skriver sig ind i den samme diskurs”, men også at man gerne må komme med et lille pip, bare man ikke er næbbet.

Børnene og sten

Formand for børn- og skoleudvalget kunne også i forbindelse med pasningsanalysen melde ud, at børnehaverne er sten og nagelfaste, men at børnene er dynamiske.

Øst og vest

I opgørelserne om ledighed og overførselsindkomster dukkede udtrykket ”folk med ikke-vestlig baggrund” op. ”Det må være dem fra Hadsten og Hinnerup,” lød det fra et genopvågnet medlem af presselogen.