Fortsæt til indhold

Lav en tunnel, så vores børn kan komme sikkert i skole

Samfund
Af Malene Bredvig og Anne Heeager, Skanderborg Bakker.

Det er veldokumenteret, at motion og frisk luft fra morgenstunden øger børns koncentrationsevne og hermed indlæring i løbet af skoledagen. I Skanderborg Bakker er vi optagede af, at også børn fra denne del af byen får mulighed for en sund start på dagen. Igennem et stort forældreengagement har vi da også sikret, at omkring 30 børn hver morgen – sommer og vinter – kommer gående til skole med forældre som chauffører på forskellige gåbusser.
Gåbus-ordningerne fungerer godt. Samtidig aflaster de bil-kaosset foran Morten Børup Skolen hver morgen. Vores skolevej gør dog, at vi dårligt tør lade vores børn begynde at tage turen selv og blive selvhjulpne i trafikken. Årsagen er, at de skal krydse Banegårdsvej.
Selv når vi i vintermørket står med 10 børn iført lysende refleksveste, der skal passere Banegårdsvej, er det kun få billister, der sagtner farten, endsige stopper for at lade børnene komme over. Det er ikke trygt!
Ved prioriteringen af de ressourcer, der er sat af til at etablere trafiksikre skoleveje i Skanderborg Kommune, vil vi anmode politikerne om at tilgodese det stigende antal børn fra Skanderborg Bakker, der skal passere Banegårdsvej.
En tunnel under Banegårdsvej kunne sikre, at børn fra bakkerne samt fra hele Villabyen vil kunne tage vejen til fods eller på cykel til glæde for børnene selv, deres forældre og ikke mindst de trafikale forhold på skolen. Det håber vi, at politikerne vil være med til at sikre.