Fortsæt til indhold

Taxa kan få et økonomisk chok

Favrskov Kommune har ikke konkurrenceudsat den kommunale brug af transport. En rapport peger på, at der er mange penge at tjene.

Samfund
Erling Baastrup

I Favrskov Kommune bruges der hvert år mere end 35 millioner kroner på transport for borgene i kommunen.
En ny rapport peger på muligheder, der formentlig kan spare 5-7 millioner på transporten.

Taxa står for skud

En stor del af transportpengene går til Taxa-vognmændene, Mere end 90 % af deres omsætning henføres til kørsel for offentlige bestillere.
Hvis transporten sættes i udbud, kan det blive et økonomisk chok for nogle af vognmændene, hvis de ikke kommer med i udbuddet. Kun 10 % af deres nuværende indtjening kan risikere at være tilbage.
Rapporten peger derfor på, at en mulighed for at få konkurrenceudsat kørslen er at indlede et tættere samarbejde med Midttrafik, der tilbyder kørsel under deres ikke-rutebundne Flextur-koncept.

Længere ventetider

Udbygning af samarbejdet med Midttrafik vurderes at kunne give en besparelse, idet Midttrafik har konkurrenceudsat alle deres indkøb. Det kan betyde en serviceforringelse i form af eksempelvis samkørsel og dermed længere ventetider og køretider.

Skyhøj timeudgift

En af de transportudgifter, der stikker i øjnene, er timetaksterne for bl.a. transport af børn til specialundervisning. Ikke mindst, hvis man ser på transporter af børn til specialundervisning uden for kommunen. Der vurderes, at der vil kunne gennemføres besparelser på dette område, uden at det nødvendigvis vil have konsekvenser for serviceniveauet.
I grelle tilfælde får vognmændene mere end 1.000 kroner i timen for at transportere et barn til specialundervisning.