Mere svingplads til gryder og pander
MadXpressen i Allingåbro flytter til større lokaler længere henne ad Hovedgaden
Til oktober er det slut med et fem år langt kapitel for MadXpressen i Allingåbro.
Adressen på Hovedgaden 28 skiftes ud med helt nye rammer, og flytter til bygningen hvor Sparekassen Djursland tidligere havde til huse, ligeledes Hovedgaden.
Bedre indretning
I øjeblikket er håndværkerne i gang. Indretningen bliver lige efter Rasmus Højgaards og Bjarne Rasmussens hoveder, og de ser frem til at få masser af bordplads, nemmere adgang til kølebokse og fryserum, nye maskiner, der letter arbejdsgangene, et fint personalerum med mere.
Plads til at vækste
"Vi er vokset ud af det lokale, vi startede i. Det bliver godt at få mere plads - for eksempel bare det, at vi kan stå ved siden af hinanden og arbejde."
I MadXpressen er de efterhånden fire kokke, to elever og en opvasker samt en chauffør til at køre ud med maden. Hvor de hidtil har haft godt 130 kvadratmeter til køkken og lager, får de til oktober cirka 370.
Kapaciteten stiger, fra at MadXpressen kan levere 1500 kuverter til et selskab, til 2500 fra oktober.
"Det går godt for MadXpressen, og med det storkøkken, vi flytter ind i, bliver der også plads til at vækste."
Lange arbejdsuger
Selv om kokkebranchen kan være barsk, er Bjarne Rasmussen og Rasmus Højgaard glade for deres metier, og de er ikke bange for at tage fat. Det er da heller ikke ualmindeligt med lange arbejdsuger, og helt op til 80-85 timer, når det går hedest til.
Det ville ikke gå godt, hvis ikke der var et godt sammenhold mellem de ansatte og ikke mindst et godt makkerskab mellem de to indehavere. Og det er der, understreger de.
"Jeg siger nogle gange, at Rasmus er min 2. kone - jeg ser faktisk mere til ham, end jeg ser min kæreste", smiler Bjarne Rasmussen.
Der bliver dog også tid til at passe deres respektive familier. Rasmus Højgaard har hustru og datteren Andrea på toethalvt år samt en baby på vej. Bjarne Rasmussen har sin kæreste og Mathias på 10 år og Emilia på otte.