Fortsæt til indhold

Kunst popper op i tomme butikker

Et tomt butikslokale i Frederiksgade bliver i en måned omdannet til galleri

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Kunstværker er midlertidigt rykket ind i et tomt butikslokale i Frederiksgade.
Der står stadig 'til leje' på vinduerne, men i juni er nr. 57, der tidligere husede tøjbutikken Raahauge, omdannet til Galleri F og fyldt med nytænkende og utraditionel kunst. En kano i glasfiber, en kæmpe fuglerede, et sikkerhedsbedetæppe, keramikblomster på gulvet og malerier på væggene.
Når måneden er omme, er galleriet forsvundet igen. Næste måned opstår det måske som Galleri N for Nørregade eller K for Klostergade?
Tre kunstnere og en kaospilot står bag.
"Vi vil gerne skabe noget liv i de tomme butikslokaler og være med til at vise, hvad lokalet kan bruges til," siger Rebekka Koefoed, hvis glaskunstværker udstilles sammen med 20 andre kunstnere heriblandt de to andre kunstnere, som har skabt pop-op-projektet.
I alt har omkring 40 kunstnere meldt sig.
"Det her er stablet på benene på blot en måned. Vi har oplevet stor interesse og har desværre måttet vælge nogle fra," siger Catrine Christensen, der er uddannet industriel designer.
Kunstneren Maj Dørup, har tidligere udsmykket butiksvinduer i Vestergade.
"På sigt handler det om at skabe anderledes byrum i centrum. Vi vil have de skabende kræfter ind til byen. Der er et enormt potentiale for at skabe sådan noget i Aarhus, fordi der er 'de mange bække små'. Mange små kunstnere som sammen kan lave noget stort," siger Maj Dørup.
De tre kunstnere understreger, at de ikke mener, at der skal være deciderede værksteder inde i midtbyen. Men steder, hvor folk samles, hygger og snakker. I stedet for nødvendigvis at købe.

Overraskende gade

Tanker der ligger helt i tråd med Gadeforeningen Frederiksgades planer. Formand og kaospilot Daniel Walsh har i samarbejde med kommunen derfor hjulpet med at skaffe lokalet.
"Jeg er meget glad for dette initiativ. Vi har i Frederiksgade problemer med, at flere butikslokaler står tomme, og at folk oplever gaden som en gennemgangsgade. Jeg arbejder på at gøre Frederiksgade til byens grønne og eksperimenterende gade. Man skal have en fornemmelse af aldrig rigtigt at vide, hvad gaden næste gang finder på," siger Daniel Walsh, der i december stod for at skabe julestemning i gaden.
Mange af byens forladte butikslokaler har ellers været lukket land også for kunstnerne.
"Vi har ringet til rigtigt mange udlejere uden resultat. Nu har vi heldigvis fået en god aftale. Tænk, hvis vi rent faktisk kan vende finanskrisen til noget positivt. Naboerne hernede er jo himmelråbende glade for os," siger Rebekka Koefoed.

Poppe op igen

I Galleri F er der ingen lamper i traditionel galleri-stil rettet mod kunstværkerne. Tværtimod stritter der stumper af ledning ud fra væggene og rester af kabler hænger ned fra loftet.
Og det passer de tre kunstnere rigtig fint.
"Vi vil gerne kunne poppe op med jævne mellemrum på nye steder. Overraskende meget kreativitet dræbes faktisk på et stilrent og stationært galleri. Det er sjovt og eksperimenterende at tilpasse sig utraditionelle steder. Vi trives i det lidt ramponerede," siger Catrine Christensen.
Kunstnerne håber i fremtiden at høre fra ejere af flere tomme steder, der gerne vil have midlertidig kunst indenfor.