Byggeri i Malling trækker ud
Bygherre og direktør i Urbanus langer ud efter Aarhus Kommune i byggesag i Malling
Det er planen, at der skal bygges nye huse på den gamle bagergrund i Malling, også kaldet Wixor-grunden, men alt tyder på, at byggeriet lader vente på sig.
Ikke fordi bygherre og direktør i Urbanus, Henrik Olsen, ikke ønsker at komme i gang, men fordi Aarhus Kommune ifølge ham trækker sagen i langdrag.
“Aarhus Kommune sylter sagen. Hver gang vi mener, at vi har løst et problem, så kommer der nye problemer til. Sådan har det været konstant. Vi bliver holdt hen,” siger Henrik Olsen.
Byplanlægger ved Aarhus Kommune Pia Stokholm Vogelius står for sagen og har følgende forklaring på, hvorfor der ikke er sket noget i sagen endnu:
“Vi mangler stadig nogle oplysninger i den her sag, før der kan blive lavet et lokalplansdokument, og det er heller ikke på plads, hvem der skal lave det dokument,” siger Pia Stokholm Vogelius, der ikke ønsker at gå i detaljer med, hvilke oplysninger hun mangler for at komme videre i processen.
I gang i lang tid
Urbanus købte grunden i Malling tilbage i 2001 og startede med konkrete byggeplaner i 2006. Så kom finanskrisen, og derfor har Urbanus selv været med til at trække tiden, men i 2010 havde Henrik Olsen møde med Aarhus Kommune, hvor man blev enige om, at nu skulle der ske noget. Det er bare ikke sket, og det er Henrik Olsen stærkt utilfreds med.
“Vi har mange henvendelser fra folk, der er meget interesseret i at købe, så vi vil gerne videre i sagen,” siger han.
Utilfreds med svar
Henrik Olsen mener, at Aarhus Kommune sylter sagen med den begrundelse, at Pia Stokholm Vogelius, ifølge ham, giver groteske svar på mail, og ind imellem slet ikke svarer på henvendelser omkring byggeriet og den ændring af lokalplanen, som skal laves.
“Ifølge den officielle tidsplan, skulle der gerne være et færdigt lokalplansdokument til september, men hvis Aarhus Kommune skal lave det, kan jeg ikke love, at det er klar til september, da der også er andre opgaver,” siger Pia Stokholm Vogelius.
Der er gennem hele processen kommet nye planforhold, som er en af årsagerne til, at projektet har trukket ud, siger hun. Hvis tidsplanen holder, skulle hele processen omkring lokalplanen gerne være færdig i foråret 2014, og så er der dermed klar til at blive bygget.
Hvis man spørger rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), vil han arbejde på at gøre byggesagerne hurtigere.
“Jeg vil på baggrund af Lokalavisens henvendelse bede om en redegørelse for at få belyst, hvor problemet er - om der har været for lang liggetid både hos os bygherre eller kun et af stederne. Jeg har meget fokus på, at sagsbehandlingstiden skal speedes op i kommunen, og at medarbejderne i kommunen skal servicere borgerne,” siger Bünyamin Simsek.