Fortsæt til indhold

Krav om millionerstatning

18-årig sigtet vil ved retssag blive mødt med et klækkeligt erstatningskrav

Samfund
Arkiv

Branden i Frihjulet den 12. marts kan blive en særdeles bekostelig affære for den 18-årige mand, der er sigtet for at have stukket institutionen i brand.
Hvis han dømmes skyldig, vil han fra anklagemyndighedens side blive mødt med et erstatningskrav i millionklassen.
Det oplyser Martin Top-Madsen, anklagerfuldmægtig i Københavns Vestegns Politi.
Præcist hvor stort beløbet bliver, herunder om det bliver et et- eller tocifret millionbeløb, vil han ikke komme nærmere ind på endnu.
"Det kan vi ikke sige, da sagen stadig er under efterforskning, og politiet samler materiale sammen til en retssag", siger han.
Det er endnu heller ikke afgjort, hvornår retssagen finder sted. Den 18-årige, der også er sigtet for røveri mod Aldi på Egelundsvej i februar, sidder stadig varetægtsfængslet, og han fik onsdag sin fængsling forlænget i yderligere fire uger.

Nægter sig skyldige

Det skete ved et lukket retsmøde i Glostrup Ret. Her fik to andre sigtede på 15 og 17 år også deres fængslinger forlænget med fire uger. Den 15-årige er sigtet for medvirken til røveriet i Aldi, den 17-årige for samme røveri og for en containerbrand.
En anden 17-årig, der er sigtet for en containerbrand i Stjernens Kvarter den 1. april og et tyveri i Vognporten, blev løsladt efter retsmødet Han er fortsat sigtet og vil blive tiltalt for retten sammen med de tre andre, når en retssag bliver berammet.
Alle fire nægter sig sig skyldige i alle sigtelser. De tre, der fik deres fængslinger forlænget, vil muligvis kære kendelserne til landsretten.
due