Hvor meget synes du at det skal koste?
Debatindlæg
På baggrund af den aktuelle konflikt mellem landets praktiserende læger på den ene side og Danske Regioner og regeringen på den anden kommer der flere sager frem i medierne, hvor forskellige forhold omkring de praktiserende læger gøres til et problem.
Denne gang var det indtjeningen i lægevagten. Det blev i DR1s TV Avis 3/6 oplyst, at vagtlæger i Region Midtjylland i gennemsnit tjener 10.000 kroner for en otte timers vagt, hvor de besvarer patienternes opkald til Lægevagten. Det blev samtidig gjort til et problem, at lægen i gennemsnit taler med 15 patienter hver time.
Som lægevagtsystemet er i dag koster det os hver som borger i Danmark omkring 140 kroner om året. Hvor meget synes DU, det skal koste?
Hvis du synes, lægen tjener for meget og/eller lægen har for kort tid til at tale med dig, så skal du huske, at bruge din indflydelse til det kommende kommunal- og regionalvalg og stemme på en politiker, der vil tilføre flere midler til almen praksis inklusiv lægevagten frem for at støtte de politikere, der som nu vil tilføre flere opgaver til almen praksis uden at tilføre mere økonomi.
Samlet koster lægevagt og almen praksis 1400 kroner om året for hver borger i Danmark.