Fortsæt til indhold

Salgstid tog hop på 100 dage

Salgstiden på parcelhuse i Favrskov er steget. Alligevel meldes om øget aktivitet

Samfund
Af Charlotte Kappel

265 dage. Så lang tid tog det i gennemsnit at sælge de 63 parcel- og rækkehuse, der blev handlet i Favrskov i årets første kvartal.
Det er et hop på godt 100 dage i forhold til fjerde kvartal 2012, hvor den gennemsnitlige salgstid for de 78 handlede huse var 170 dage.
Det forklarer seniorøkonom i Realkreditrådet Kaare Christensen. Han gør opmærksom på, at tallene fra Boligmarkedsstatistikken ikke er endelige, da alle handler fra første kvartal 2013 endnu ikke er tinglyste.

Er det optur eller nedtur?

Den lange salgstid kan tolkes som en nedgang i markedet. Men den kan også tolkes som det modsatte.
“Vi har haft kort salgstid på de huse vi har sat til salg i årets første kvartal. Men vi oplever også, at der er begyndt at komme god aktivitet på boligemner, det tidligere har været svært at finde købere til,” fortæller Jakob Laage Andersen, ejendomsmægler hos John Frandsen Hammel.
“Aktuelt har vi to emner, som har ligget længere tid end forventet, men hvor der nu er underskrevet købsaftale,” oplyser Jakob Laage Andersen.