Fortsæt til indhold

Fredericia vil have Melodi Grand Prix

Trekantområdet vil i fællesskab forsøge at få verdens største musikbegivenhed til Fredericia

Samfund
Peter Friis Autzen

Når Danmark næste år skal lægge jord til Eurovision og det internationale Melodi Grand Prix, skal det ske i Fredericia. Det er i hvert fald håbet hos kredsen af kommuner i Trekantområdet Danmark.
De seks kommuner er enige om at lægge billet ind på den kæmpemæssige mediebegivenhed, der skal afholdes i Danmark efter den danske sejr ved grand prixet i lørdags.
"Endnu er det ikke klart, hvilke vilkår der er for at afholde det internationale Melodi Grand Prix. Men vi er blevet enige om at kaste os ud i kapløbet," siger Fredericias borgmester, Kenny Bruun Olsen til fredericia.lokalavisen.dk.
Tanken er, at Fredericias store messecenter, MesseC, skal lægge lokaler til arrangementet. De store messehaller, der tidligere hed Dronning Margrethehallerne, kan ifølge borgmesteren rumme 8.000 publikummer plus alt det scene og tv-udstyr, der skal til.
"Fredericia er den by i landet, der er næstbedst dækket ind med hensyn til hoteller. Til gengæld er vores infrastruktur og centrale beliggenhed klart den bedste i hele landet. Så selvfølgelig skal Trekantområdet huse Melodi Grand Prixet her i Fredericia," siger Kenny Bruun Olsen.
Han er ikke i tvivl om, at de nødvendige penge kan rejses for at sikre området den enorme reklameeffekt og positive medieopmærksomhed et international Melodi Grand Prix fører med sig.