Fortsæt til indhold

Fredericia opgiver drømmen om Melodi Grand Prix

Trekantområdet vil dog stadig lægge hotelværelser til den kæmpe event

Samfund
Peter Friis Autzen

Fredericia trækker sig ud af kapløbet om at få næste års internationale melodi grand prix til MesseC-hallerne. Trekantområdets fælles ansøgning til Danmarks Radio er trukket tilbage. Det oplyser Trekantområdets formand, Koldings borgmester Jørn Pedersen.
"Vi fik pludselig besked fra Danmarks Radio om, at arrangementet krævede en hal uden søjler. Og dét krav kan ikke opfyldes i MesseC. Så derfor gik borgmestergruppen hurtigt sammen pr mail og besluttede, at vi selvfølgelig trækker vores ansøgning," siger Jørn Pedersen.

MesseC Fredericia kan ikke opfylde kravet om en hal uden søjler. Foto: Ole Olsen

Ikke det rene spild

Selvom Fredericia og Trekantområdet altså ikke bliver hjemsted for den internationale musik- og tv-event, mener Jørn Pedersen ikke, at ansøgningen er det rene spild.
"Mange blev overrasket over, at Trekantområdet kunne stå sammen om en ansøgning, der primært ville komme én af de seks kommuner til gavn. Så ansøgningen indvarsler en ny tid med stærkere sammenhold. Og dét er glædeligt, selvom vi desværre ikke får Melodi Grand Prix til området," siger han.
Trekantområdet håber nu, at Herning vinder kampen om melodi Grand Prix.
"Så byder vi ind med Trekantområdets mange hotelværelser og andet," siger Trekantformanden.