Fortsæt til indhold

Gadens bedste fodboldspillere

Fem gutter fra Bispehaven vandt forrige weekend DM i street soccer i U18-kategorien

Samfund
Christina S. Johansen

Det er fem glade gutter, som Lokalavisen Aarhus møder i Bispehaven i Hasle. Kort forinden er de blevet fejret af området for deres præstation til DM i street soccer i København 29. juni.
“Det har været den fedeste oplevelse. Det er meget stort, og der går nok lidt tid, før man rigtig forstår, at vi er danmarks bedste,” siger 16-årige Arfan Habibi, og jævnaldrende Alaa Agha fortsætter:
“Nu kan vi blære os lidt - det er også okay, for vi har kæmpet for det.”

Kæmpe omgang jubel

U18-finalekampen startede ellers ikke alt for godt, og drengene kom bagud 1-0.
“Men så fik de andre et gult kort, og vores håb steg. Vi gav aldrig op og kæmpede videre,” siger Mohamed Masudi.
Det bragte drengene på 1-1, og så måtte de ud i golden goal, hvor den første, som scorer, vinder kampen. Og det var altså FC Bispehaven, som var hurtigst på aftrækkeren.
“Vi kastede os over hinanden. Vi gik amok og jublede. Vi var bare rigtig glade, da bolden røg i mål,” siger Arfan Habibi, som afslører, at der også blev råbt og jublet en smule ud af bussens vinduer på vej hjem.

Talenter skal ikke spildes

Til hverdag spiller de fem drenge i hver sin klub, men træner og medarbejder i Klubben i Bispehaven, Ahmed Amcha, udvalgte drengene til street-holdet.
“Da jeg kunne se, at der var så meget talent herude, startede jeg en klub op under DBU. Der er potentiale i de her unge, og det er synd ikke at få samlet talenterne op. Talenter skal ikke spildes,” siger Ahmed Amcha.
Det lyser ud af træneren, at han er stolt af sine drenge. De unge gutter fortæller da også, at hele området er stolt.
“Rigtig mange har sagt tillykke og fortalt os, at de er stolte af os. Det er rigtig godt at mærke støtte,” fortæller Arfan Habibi, som fortsætter.
“Med Bispehavens dårlige ry er det rigtig godt at kunne vise omverdenen, at vi faktisk har talent her. Vi kan altså virkelig byde ind med noget godt.”

“Det er rigtig godt, at kunne vise omverdenen, at vi faktisk har talent her. Vi kan altså virkelig byde ind med noget godt”
Arfan Habibi, vinder af DM i street soccer