De ældre ræser på motorcykel i Tranbjerg
Beboerne fra plejeboligerne ved Lokalcenter Tranbjerg har været på motorcykeltur
Beboerne i plejeboligerne på Lokalcenter Tranbjerg har fået vind i håret. Sådan helt bogstaveligt. De har nemlig haft besøg af Nimbus Veteran Motorcykelklubben, som har givet beboerne en tur ud i det fri.
Arrangementet er lavet som en del af Eden-konceptet, hvor fællesskaber, oplevelser og aktiviteter sammen med børn, dyr og i naturen er i fokus, for at beboerne får en levende hverdag.
Kørestolsbrugere var ingen hindring. De blev blot hjulpet ned i én af de tre motorcykler, og af sted det gik ud i naturen i området.
Da de ældre kom tilbage, var det med kæmpe smil og begejstrede øjne, og der var ingen tvivl om hos nogen, at successen skal gentages, fortæller frivilligkoordinator i Lokalcentrene Syd, Inga Klode i en mail til Lokalavisen.