Fortsæt til indhold

Lakken skinner hos Favrskov Autolak

De nye kræfter hos Favrskov Autolak får farvekoderne online og håber på udvidelse

Samfund
Kian Johansen

Med 31 års erfaring som autolakerer ved Hans Ole Casper fra Anbæk godt hvordan en bil skal lakeres.
Det gør han så hver dag sammen med sine to ansatte hos Favrskov Autolak, der førhen hed TA Autolak Hadsten og indtil sidste år var drevet af Viggo Sørensen siden 2001.
Et anpartsselskab med Hans Ole Casper som daglig leder har nu gjort autolakeringen i Hadsten klar til fremtiden.

Farvekoderne er online

En spritny “farvecentral”, der er online med bilfirmaernes farvekoder og planer om at fordoble produktionen med endnu en sprøjtehal, en kvalitetsgodkendelse, og mere miljørigtig vandfortyndbar autolak er nogle af tiltagene.
Stephen Lilhauge fra Hammel og lærlingen Rasmus Ottendal fra Sabro er også ud af autolakerer-slægt, så lakken må jo være i blodet, lyder det fra de tre mens de pakker en bil ind, der om lidt skal sprøjtelakeres på forskærmen.
“Det er en fast proces hver dag. Først klargør og rengør vi det der skal lakeres, så pakker vi resten ind. Derefter sprøjtelakeres den og tørres og trilles ud til hærdning. Og sådan gør vi alt i faste tempi,” forklarer Hans Ole Casper om lakering der lyder så let, men faktisk er en lille videnskab. For selv en lille forglemmelse undervejs, kan betyde at det hele skal laves om igen.
“Det lærer vi så på den hårde måde,” lyder det overbevisende fra både Rasmus Ottendal og Stephen Lilhauge.