Fortsæt til indhold

Tranbjerg får 10,6 millioner til børnene

Aarhus Byråd har bevilliget 10,6 millioner kroner til Tranbjergs børn

Samfund
Camilla Olesen

Der venter en helt ny fremtid for børnene i Tranbjerg.
Aarhus Byråd har nemlig afsat 10,6 millioner kroner til byen.
Det betyder, at der er penge til at gennemføre ombygningen og tilbygningen i forbindelse med fusionen mellem Grønløkkeskolen og Tranbjerg Skole. Det betyder også, at SFO'en i Tranbjerg flytter fra de eksisterende lokaler og ind på den nuværende Tranbjerg Skole, og på den måde bliver der lokaler ledige, som skal bruges til en institution. Dermed kommer der flere institutionspladser i Tranbjerg.
De 10,6 millioner kroner går med andre ord til at skabe hele rokaden omkring fusionen og ombygningen af skolen.
“Pengene betyder, at der kan skabes et større fællesskab mellem alle institutioner i byen, og det betyder også, at skolen får bedre rammer,” siger skoleleder på den kommende Tranbjergskolen, Stefan Møller Christiansen.

Arbejder med visioner

Efter at pengene er blevet bevilliget af byrådet, kan den kommende Tranbjergskolen arbejde videre med visioner og mål for den fremtidige skole i byen.
Det har hele tiden været planen, at 0.-5.-klasses børnene skulle gå på den nuværende Tranbjerg Skole og de ældste elever på Grønløkkeskolen, og med de 10,6 millioner kroner er der nu penge til at gennemføre det i praksis.
“Vi har en masse visioner og mål - nu skal vi finde ud af, hvad der helt konkret skal ske,” siger Stefan Møller Christiansen.

Hvordan skal det være?

Forskellige arbejdsgrupper skal i gang med at finde ud, hvordan lokalerne skal indrettes, og hvad der for eksempel skal ske, når børnene bliver afleveret i SFO'en klokken 6.30.
Ombygningen af de to matrikler kommer til at foregå etapevis, og det er planen, at det hele skal være færdigt til august 2014.
Selv om byggeriet først er færdigt om et år, så er de to skoler én skole, når eleverne møder ind efter ferien i august i år. Dog er der rent geografisk ikke nogen ændringer det kommende år.