Skanderborg Slotskirke får ny messehagel
I gudstjenesten bruges vi jo ikke kun ord, men også musik og sang, lys og farver og symboler som er med til at understrege gudstjenestens vekslende karakter og årstidernes skiften og nu kommer den grønne sommertid, som vi kan markere, ved at præsten under altergangen dækker den sorte kjole med årstidens farvespil og symbolik.
Det er billedvæver Charlotte Schrøder, der har skabt den nye grønne messehagel.
Charlotte Schrøder er mest kendt for sine store og små gobelinvæverier, som bl.a. kan ses i Dronningeværelset på Danmarks Radio, Budolfi Kirke i Ålborg, Musikhuset i Esbjerg, Meany Hall i Seattle. Det er nyt for Charlotte Schrøder at omsætte gobelinvævningen til messehageler, men hun har her skabt en spændende grøn messehagel i en ny moderne stil, der tager skyldigt hensyn til Slotskirkens historie og sammensatte rum.
Den nye messehagel er vævet i en form, der er inspireret af den historiske røde messehagel fra 1718 som Frederik IV i sin tid skænkede kirken, men med et helt nyt kunstnerisk udtryk.
Den nye messehagel finansieres ikke alene af menighedsrådet, men også af et større legat som frk. Mary Andersen i sin tid stiftede til fordel for Slotskirken.
Messehagelen skal i brug første gang søndag 2. juni .