Få en kongelig rundvisning i Slotskirken
Skanderborg Menighedsråd og Visit Skanderborg inviterer til sommerens tredje og sidste rundvisning i Skanderborg Slotskirke
Historier fra dengang kongen fyldte sit bugnende fadebur med vildt fra Skanderborg Dyrehave blander sig med både nutidig kunsthistorie og ældgamle folkeviser, når sæsonens sidste rundvisning løber af stablen i Slotskirken på Slotsholmen i Skanderborg.
Middelalderborgen
Rundvisningen, som starter klokken 19 og varer en times tid er ganske gratis, og finder sted tirsdag 10. juli. Både borgere og turister er velkomne.
Hør om stenenes vandring
Kirkens personale glæder sig til at fortælle historierne om den oprindelige, gamle middelalderborg, om Dronning Dagmar og Valdemar Sejr og om Frederik II, som ombyggede borgen og skabte Skanderborg Slot - hvoraf kun kirken står tilbage.
Det bliver også til historien om stenenes vandring. Slottet blev nemlig bygget af sten fra det nedlagte Øm Kloster, og siden blev stenene genbrugt til almindelige huse i Skanderborg.
Rundvisningen starter i kirkerummet med fortællinger om kirkens unikke renæssance-inventar og om Jens Nielsens stærke alterbillede, og så fortsætter man ned i krypten, slottets gamle borgkælder og sluttelig op i tårnet.