Vi skal have meget mere fokus på turisme i Skanderborg Kommune
Skanderborg har noget af Danmarks smukkeste natur og en stor del af Danmarks meget interessante historie fra fortiden
”At leve er at rejse” i naturen og opleve kulturen!
Skanderborg Kommune har masser af turistmål, der passer perfekt til den moderne turist. Rigtig mange turister i ind - og udland efterspørger grønne naturoplevelser kombineret med historie- og kultur oplevelser. Det gælder i høj grad oplevelser med bevægelse i naturen, hvad enten det er en tur i kano, på cykelture eller vandreture.
Turisme, hvor naturen er målet, eller natur-turisme, som nogle kalder det, har voksende interesse hos mange, som vælger en sund ferie med bevægelse. Det er for både børnefamilier og de mere modne turister.
Den moderne turist ser sig undervejs om efter oplevelser af historisk elle kulturel karakter. Kort sagt - at rejse i naturen og opleve kulturen.
Det kræver faktisk en hel del linjer blot at opremse de mange tilbud Skanderborg kommune kan byde på. Tilbud, som lige præcist matcher den moderne turists ønsker: Naturen i Søhøjlandet med søerne, Gudenåen, skovene, et væld af stier for cyklende og gående, Himmelbjerget, Ejer Bavnehøj. På kultur- og historiesiden kan nævnes i flæng fra jernalderen: Illerup ådal, Alken Enge, senere Øm Kloster, Skanderborg Slot, Ry Kirke. Her må vi, med historien som grundlag, gentage Himmelbjerget og Ejer Bavnehøj.
Vi kan midt i noget af Danmarks smukkeste natur byde på en stor del af Danmarks meget interessante historie fra fortiden og trække den helt op til demokratiets fødsel.
Vi har allerede i dag en dygtig og veldrevet turistorganisation. Den fortjener langt mere politisk opmærksomhed og støtte til udvikling af et virkeligt stort turisme-potentiale.
H C Andersens berømte udsagn: ”At rejse er at leve”, gælder naturligvis også den moderne turist, der ønsker at ”rejse og opleve”. Skanderborg Kommune har et udviklingspotentiale, som vi mener, fortjener seriøse overvejelser og drøftelser på tværs af de politiske partier og med fagfolk med interesse for området.