Fortsæt til indhold

Bakkeskolen vil skabe fremtidens skole for 40 millioner

Den 100 år gamle skole i Hørning passer ikke til nutidens undervisning og læring, mener skolens ledelse, der vil bygge skolen om

Samfund
Af Christina H. Langpap

Til januar 2014 kan Bakkeskolen fejre sit 100 års jubilæum.
"Det går rigtig godt. Vi boomer med elever i øjeblikket," siger Anne Grete Nydam, der er skoleleder for 650 elever, som de næste år øges til 750.
Men hvis Hørningskolen skal bevare sin popularitet, skal skolen moderniseres, mener skolelederen, der torsdag i sidste uge stolt præsenterede planen for fremtidens Bakkeskolen.
“Bakkeskolen er bygget til fortiden og ikke til fremtiden. I 0. klasse har vi efter sommerferien 86 børn, som skal fordeles på tre klasser, hvilket er mange børn i hvert rum. Det er små lokaler og en udfordring. Der er mange rum, som vi ikke kan bruge hensigtsmæssigt, da de er for små og fordi de ikke er indrettet til moderne undervisning og læring. Hvis skolen skal være fremtidssikret, er det vigtigt at faciliteterne og de fysiske rammer svarer til fremtidens undervisning og udfordringer,” siger hun.

Fremtidens forsamlingshus

Sidste år gik skolen i gang med at samle penge til projektet “Bakke og By”. Et projekt, som forbedrer og opdaterer skolens udearealer. Indtil nu har elever, forældre, lærere og ansatte på skolen samlet en halv million kroner, som skal bruges på udearealerne.
“Men alle rammerne indvendig skal hænge sammen med det udvendige. De fleste vil måske tænke, at vi skal bygge ud, men i stedet tænker vi at vi skal bygge om, så vi optimerer brugen af pladsen på en mere smart måde,” forklarer Anne Grete Nydam.
“Vi har for eksempel ikke et industrikøkken, hvor vi kan lave vores egen mad. Men det vil vi heller ikke bruge kvadratmeter på. I stedet kan vi hente maden hos plejehjemmet Præstehaven, som ligger tæt på skolen, og så fordele maden i de forskellige afdelinger. På den måde kan vi bruge pladsen til noget andet. Vi vil gerne have lokalmiljøet tænkt ind i lokalerne og på den måde få et større fællesskab med byen. Skolen skal være en form for morderne samlingssted,” siger hun og fortæller, at projektet “Bakke og By” allerede har resulteret i at blandt andet Ældresagen i Hørning nu bruger skolens lokaler til IT-undervisning af ældre i området.

Anne Grete Nydam vil tænke anderledes og bygge Bakkeskolen om, så den passer til fremtidens undervisning.

40 millioners helhedsplan

Skolelederen vurderer, at hvis hele planen skal blive til virkelighed, vil det koste omkring 40 millioner kroner.
"Men vi ved selvfølgelig godt, at vi ikke bare kan få så mange penge til vores skole. Noget kan vi også gøre uden at bygge om. Det handler i bund og grund om at tænke på en ny måde, og det er vi allerede godt i gang med. Jeg er imponeret over at have 80 medarbejdere, som allerede nu iscenesætter gode lærings- og trivselsmiljøer ude og inde med de eksisterende og ikke tidssvarende faciliteter,” siger Anne Grete Nydam.
Med til præsentationen af fremtidsplanen for Bakkeskolen, var også Børn- og Ungechefen ved Skanderborg Kommune.
"Det er altid spændende, når en skole vælger at kigge fremadrettet i forhold til pædagogik og indretning af skolen. Det handler også om, at vi skal optimere lokalerne, så de bliver brugt hele tiden," siger Annie Noes.
"Skanderborg Kommune sætter løbende penge af til renovering af skolerne i kommunen. Vi er i gang med en undersøgelse af alle kommunens skoler, hvor vi vil se på, hvad de enkelte har brug for til renovering. Som udgangspunkt er det rigtig fint at Bakkeskolen allerede nu ved, hvad de vil. Jeg synes, at det er et spændende projekt, men hvor mange penge der bliver afsat til det, kommer ind i en løbende prioritering sammen med de andre skoler," siger hun.