Bakkeskolen samler ind til Congo
Lærere, elever og forældre på skolen i Hørning, rydder op i gemmerne og sender det videre til forældreløse børn og enker i det østlige Congo
Der er travlt på Bakkeskolen i Hørning. Lige nu er skolens personale ved at gå de gamle computere og skriveredskaber igennem, for at se, hvad de ikke bruger mere. I stedet for at tingene ikke bliver brugt, kan de nemlig gøre stor gavn hos forældreløse børn og kvinder, som har mistet deres mænd i borgerkrigen i Congo. Også Bakkeskolens elever og forældre er ved at kigge efter i gemmerne derhjemme for blandt andet tøj og sko, som børnene kan få glæde af.
"Indsamlingen sker blandt andet til fordel for børn. Vi har mange børn og unge, som har de ønskede effekter, og derfor sagde vi ja til at være med," siger Anne Grete Nydam, der er skoleleder på Bakkeskolen.
Projektet er startet af Bania Mirereko, der selv er flygtning fra Kivu-provinsen, der ligger i det østlige Congo. Han kom til Danmark i 2007, og siden 2010 har adressen været i Skanderborg, hvor han bor med sin kone og deres otte børn.
I 2007 startede han "Forening for fred og udvikling i Afrika," der hjælper efterladte børn og enker fra borgerkrigen i Congo.
"Der er mange forældreløse børn og kvinder, som har mistet deres mænd efter borgerkrigen. Kivu-provinsen er relativ fattig, Mange skoler og hjem blev ødelagt under krigen og folkene her har ikke rigtig haft kræfter til at bygge det op igen. Jeg vil gerne hjælpe dem, som er tilbage," siger Bania Mikereko og fortæller, at foreningen har allerede afleveret tre containere med blandt andet tøj, og symaskiner. Sidste gang en container nåede frem var i november 2012.
Bakkeskolen hjælper
Nu samler Bania Mirereko og Foreningen for fred og udvikling i Afrika ind igen. Denne gang med hjælp fra elever og lærere på Bakkeskolen i Hørning.
"Vores børn og unge giver deres egne brugte ting. Vi ønsker alle at være givende og hjælpsomme, og her er der en god mulighed," siger Anne Grete Nydam.
Det er skoletasker, skriveredskaber, skolemøbler, gamle mobiltelefoner, tøj og sko. Alt har interesse, bare det er pænt og rent. Men denne gang er det også symaskiner, som Bania Mirereko håber at kunne aflevere i Congo.
"I november afleverede vi 23 symaskiner, som blev taget rigtig godt imod. Mange enker har ikke et arbejde. I Congo er der mangel på virksomheder. De fleste lever af at dyrke jorden med majs, bønner og ris. Det eneste, som de har er redskaberne til at dyrke med. Enkerne har det svært, da både skolegang og medicin koster penge. Måske har de fire børn, som de skal købe mad og skolegang til. Vi tænkte, at hvis de kan lære at bruge en symaskine, kan de lære at sy tøj til deres børn og til andre, og på den måde tjene deres egne penge, så de kan købe mad og medicin," forklarer han.
"Vi prøver at hjælpe kvinderne i gang, så de selv kan købe en bedre symaskine," supplerer Hans Højgaard, der er næstformand i foreningen.
Pænt og rent
I Congo er det dog begrænset om der er adgang til strøm. Derfor er det især de helt gamle symaskiner med pedal, som foreningen er interesseret i.
"Men også nyere symaskiner. Men de skal fungere, da vi ikke har tid til at reparere dem. Det samme gælder tøj og andet, som vi får indleveret. Det skal være rent og pænt," siger Hans Højgaard og fortæller, at foreningen også mangler lagerplads, hvor de kan opbevare alle de indsamlede ting.
Vil du hjælpe, kan du kontakte afrikaforening@yahoo.dk.