Fortsæt til indhold

Undgå sommerindbrud

Nordsjællands Politi giver her en række gode råd, så du kan undgå at få uvelkomne gæster, mens du er på ferie

Samfund
Jeppe Lund

Sommertid er ferietid, og ferietid er indbrudstid.
Sådan er tendensen desværre, men med nogle råd fra Nordsjællands Politi kan du måske undgå at få indbrud i hjemmet, mens du nyeder ferien.
"Det er desværre et faktum, at mange indbrudstyve går målrettet efter kvarterer og boliger, der signalerer sommerferie. Her kan de få tid og fred til at søge efter den bolig, som vil give et godt udbytte, og som måske oven i købet vil være let at bryde ind i. Det gælder derfor i første omgang om, at gøre boligen uinteressant for tyven og så sikre, at bygningens døre og vinduer kan yde god modstand overfor indbrudsværktøj", forklarer politiet i en pressemeddelelse.
Op til hvert fjerde indbrud kan ifølge Det Kriminalpræventive Råd undgås. Derfor kan det være godt at forsøge at tænke som en indbrudstyv. Hvor ville en tyv vælge at opbryde din bolig?
Som gode naboer kan I hjælpe hinanden. Aftal med dine naboer, familie, venner eller andre, som du har tillid til, at de holder øje med din bolig og får den til at se levende og beboet ud, mens du er på ferie.
Mange mennesker skriver også statusopdateringer på de sociale medier om den forestående ferie, men det skal du være varsom med. Nordsjællands Politi råder til, at du begrænser oplysninger om ferie, og hvor du tjekker ind, til en snæver kreds, som du har tillid til. Hvis din profil er som en åben bog kan du risikere, at en tyv planlægger at bryde ind i din bolig, når du væk.

Gør tyven synlig

Sørg også for, at der er 'indkig' til din bolig og have fra vejen og naboerne.
"En tyv vil helst kunne arbejde uset af frygt for at blive anmeldt og anholdt. Det vanskeligste tidsrum for en indbrudstyv er, fra han forlader offentlige vej, og til han står skjult inde i den bolig, som han vil stjæle fra. Hvis man kan gøre det tidsrum så langt, besværligt og synligt som muligt, så der gode chancer for, at tyven går et andet sted hen", forklarer politiet.
Det kan også være en god idé at flytte lidt rundt på det mest værdifulde indbo. Der er ingen grund til at udstille de ting, som en tyv gerne vil have fat i. Hvis du trækker gardinerne for, kan det skærpe nogle tyves nysgerrighed.
Hvis din bolig er meget rodet, kan nogle tyve opfatte det som sløseri, og det er ofte et signal om, at der heller ikke er styr på sikringen. Til gengæld kan lidt legetøj, havemøbler, vandslanger og vasketøj være med til at få boligen til at se levende og beboet ud.

Tænd-selv lys

Du skal selvfølgelig også sikre dig, at dine beslag, låse og hasper sidder fast og fungerer efter hensigten. Boligen skal kunne modstå et angreb fra typisk værktøj som en skruetrækker, et lille koben eller et dækjern.
"Udendørs lys, der tænder ved bevægelse, er også blandt tyvens fjender. Både lamper, censorer og installationer skal sidde i en højde, hvor de ikke umiddelbart kan blændes eller sættes ud af drift", skriver Nordsjællands Politi.
Med nogle af disse råd kan du forhåbentlig holde ferie uden bekymringerne om ubudne gæster. God ferie!

Læs mere

- På www.stopindbrud.dk kan du få mange gode råd om sikring. Her kan du også teste din boligs sikringsniveau og få svar på, hvor du eventuelt kan forbedre det.
- På Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside www.dkr.dk kan du finde en masse gode råd, og du kan downloade relevante pjecer om forebyggelse af tyveri og anden kriminalitet.
- På www.nabohjælp.dk kan du se, hvordan du kan kommer i gang med nabohjælp, og hvordan I kan hjælpe hinanen.