Patrick er blomstret op i gartneriet
Mange unge får en hjælpende hånd til uddannelse og arbejde i Grennessminde på Snubbekorsvej. En af dem er 19-årige Patrick fra Albertslund
Nå, men de kartofler og løg passer jo ikke sig selv.
Patrick Fingeret starter beslutsomt maskinen og går i gang med lugningen - et af de mange vigtige gøremål i marken.
Det er varmt, der er bagende sol, ikke mange skyer på himlen. Men Patrick piver ikke, uanset vind og vejr - og også selv om der nogle gange er gøremål indenfor i de endnu varmere drivhuse.
Den 19-årige medhjælper i Grennessminde på Snubbekorsvej er glad for sit arbejde som gartner.
Som de andre, der er i lære på stedet, har den unge albertslunder en særlig udfordring, der gør at han lige skal have en hjælpende hånd til at komme i uddannelse og job.
Det er en blandet flok, der arbejder her - nogle er omsorgssvigtede, nogle har spiseforstyrrelse, nogle er hjerneskadede og nogle har en diagnose inden for autismespektret.
Glad for at være her
Patrick hører til i den sidstnævnte kategori, og han fortæller, at han efter skoletiden på Vridsløselille Skole havde lidt svært ved at falde til:
"Jeg vidste ikke hvad jeg ville lave, men så hørte jeg om det her."
Det tog sin tid, som det gør for alle unge på stedet, at vænne sig til forholdene. Grennessminde er et sted, hvor man både kan blive udlært som gartner, smed, køkkenmedhjælper - og snart også som bager
Ret hurtigt fandt Patrick ud af, at det med blomster og planter, det var lige ham. "Jeg er glad for gartneriet. Jeg har lyst til at være her, til jeg er færdig", slår han fast.
Albertslund-trio
I gartneriet bekræfter man, at Patrick er blomstret op i sin tid på stedet:
"Han har udviklet sig meget socialt. Han var meget utryg i starten, men er åbnet meget mere op nu", fortæller Kaare Jacobsen, værkstedsleder.
"Han er en utroligt god elev. Han er utroligt stabil og altid klar til at arbejde."
Selv om vi geografisk er på Høje-Taastrup-siden af Snubbekorsvej, er det faktisk en lille albertslunder-trio, der sammen går løg og kartofler igennem i det bagende solsin.
Chefen Kaare er også fra byen, og det samme er 18-årige Dauda Musa, der på linje med Patrick erklærer sig tilfreds med gartnerlivet:
"Jeg er glad for at være her", slår han fast, mens der fortsat luges løs i marken.
Hjælpes videre
At Patrick, Dauda og alle de andre unge trives i Det Økologiske Gartneri, glæder naturligvis administrerende direktør Hanne Danielsen. For det er også forudsætningen for at kunne hjælpe dem videre på arbejdsmarkedet, efter endt læretid:
“På Grennessminde finder de unge det, som de er gode til – både menneskeligt og fagligt. Deres nyfundne faglighed og selvtillid resulterer ofte i rigtige jobs - og vores unge kan dermed blive en del af det rigtige arbejdsmarked frem for en fremtid udelukkende med social forsørgelse. Det er vi stolte over – det er glade og tilfredse unge der alle er på vej videre", siger hun.
”Vi arbejder med socialt entreprenørskab, på den måde forstået at vi har flere små industrivirksomheder hos os selv, mens andre er i partnerskab med andre virksomheder. Det resulterer i rigtige jobs på det rigtige arbejdsmarked", siger Hanne Danielsen.
Voksende succes
Hun fremhæver og roser flere arbejdspladser for et tæt samarbejde om at få de unge videre:
"Uddannelserne – STU og EGU - er erhvervsrettede og vi samarbejder med mange virksomheder, f.eks. Bauhaus, IKEA og Eurest kantinerne, for at sikre, at de unge også lykkes ude i virkeligheden. Jeg er imponeret over at se hvordan mange virksomheder tager ansvar på sig og bidrager til denne udvikling", siger hun og fremhæver også Albertslund, både erhvervslivet og kommunen (se faktaboks).
Gennem årene har flere og flere kommuner og virksomheder fået øjnene op for Grennessminde og de perspektiver der ligger i et tæt samarbejde om at få flere unge ud på arbejdsmarkedet, og firmaet er knopskudt med afdelinger også i København og på Bornholm.
Læs mere om Grennessminde på www.gminde.dk.