Fortsæt til indhold

Hun giver sit lange hår til kræftramte børn

15-årige Laura Rossing Sørensen har i fem år ladet sit hår vokse til en længde på 30 centimeter fra skulder til ryg. Nu bliver de lange lokker doneret til organisationen "Locks of Love", som fremstiller parykker til kræftramte børn

Samfund
Kenneth Tanzer

Laura Rossing Sørensen elsker sit hår, men ikke mere end at hun er villig til at ofre det for en god sags tjeneste.
Og det er lige præcis, hvad den 15-årige Jyllinge-pige har gjort. For nylig var hun en tur i frisørstolen hos Salon Svalegangen i Egedal Center, og her fik hun klippet 30 centimeter hår af - fra skulderblad til ryg.
"Nu sender jeg mit afklippede hår over til USA og organisationen "Locks of Love", som laver parykker ud af håret og giver det til unge under 21 år, som er ramt af kræft og har brug for hjælp," siger Laura Rossing Sørensen.
Hun startede projekt "langt hår" for fem år siden, men allerede som 8-årig blev hun inspireret af sin mors veninde, der også donerede sit hår til det gode formål.

Inspireret af mors veninde

"Hendes hår gik helt ned til taljen. Jeg synes, at hun var så sej, og det gjorde mig nysgerrig. For fem år siden besluttede jeg mig for at gøredet samme, så efterfølgende er jeg kun blevet klippet nedad. Hver tredje måned fik jeg klippet spidser, men jeg har været meget fokuseret på at lade det vokse. Organisationen skal have mindst 25 centimeter, så det har hele tiden været mit mål, men jeg havde ikke regnet med at kunne tilbyde 30 centimeter," siger Laura, som er stolt over at kunne hjælpe andre.

Den er god nok - det er 30 centimeter langt. Frisør Pia Kjærsgaard fra Salon Svalegangen i Egedal Centret måler Lauras hår.

Vil gerne hjælpe andre

"Kræft er på alle måder en forfærdelig sygdom, som vi skal gøre alt for at bekæmpe. Hvis jeg kan være med til at hjælpe andre unge i nød, så gør jeg gerne det. Mit hår kan jo altid vokse ud igen. Ikke alle er så heldige," siger hun.
"Hvordan har det været at have så langt hår"?

"Det har været varmt. Under en ferie sidste år var jeg ved at få solstik, fordi mit hår var så langt og tykt. Jeg går meget op i mit hår og vil gerne prøve forskellige frisurer, men ønsker om sideklip og dreadlocks har jeg ikke haft mulighed for at kaste mig ud i. Projektet har betydet mere for mig."
Mens hendes frisør Pia Kjærsgaard fra Svalegangen har fulgt og plejet Lauras hår, så har hendes mor Vivian Rossing Sørensen fulgt med på sidelinien.
"Det gør mig stolt, når min datter tænker sådan og vil hjælpe andre. At hun i den alder vender blikket i den retning, er meget flot," siger hun.