Fortsæt til indhold

Vestermølle er med i ny tv-serie

I september optager TV 2 Østjylland tre halvtimes-programmer under titlen Mit kæreste eje i Laden på Vestermølle

Samfund
Af Bettina Sønderskov

Den 11. september bliver den nyrenoverede lade på Vestermølle centrum for et nyt tv-program på Tv2 Østjylland. Programmet hedder Mit Kæreste Eje og er kendt fra andre af TV2's regionale kanaler. I programmet vil Peter Tholstrup fra auktionshuset Bruun Rasmussen for åben skærm vurdere gæsternes medbragte arvestykker eller gode køb på loppemarkeder. Det sker i samtale med programvært Anna Louise Tranæs Didriksen og ejerne af de vaser, malerier, lysestager, hjørneskabe med videre, som medbringes. Der bliver plads til mellem 50 og 70 medbragte antikviteter og andet, som kan vise sig at være værdifuldt. TV2 Østjylland lover, at alle, som får plads i Laden på optagedagen, får det medbragte vurderet. Der er dog ikke garanti for, at alt kommer med i programmerne. Deltagere kan allerede nu melde sig efter først til mølle princippet ved at sende en mail til jlc-kommunikation@post.tele.dk med følgende oplysninger: Navn, alder, adresse, telefon, mail og en kort beskrivelse af, hvad du vil komme med til vurderingen. De indkomne tilmeldinger bliver sendt videre til TV2 Østjylland, som giver besked til alle, der får plads i Laden på Vestermølle 11. september. En betingelse for deltagelse er, at man bliver i Laden til klokken 18 – altså også efter, at eget medbragt kæreste eje er blevet vurderet. Der kan købes drikkevarer samt kaffe og brød. Det er gratis at deltage.
På www.tv2oj.dk kan man læse mere om" Mit kæreste eje".