Fortsæt til indhold

37 mister jobbet efter Hillerød-konkurs

Syv TDC Erhvervscentre med base i Hillerød er lukket efter konkursbegæring

Samfund
Tim Panduro

37 mennesker har mistet jobbet efter at det Hillerødbaserede firma Connection har lukket syv erhvervscentre, virksomheden driver for TDC.

Onsdag blev der indgivet konkursbegæring ved retten i Hillerød over selskabet bag erhvervscentrene.
Centrene har været selvstændige salgskanaler for telegiganten TDC med fokus på handel med erhvervslivet.

I 2011 lukkede seks centre i forsøget på at tilpasse sig markedet, fremgår det af selskabets seneste regnskab. Det var dog ikke nok.

"Omsætningen faldt desværre 35 procent i forhold til sidste år, og jeg kunne simpelthen ikke få det til at blive en bæredygtig forretning," fortæller Dion Olsen, der er direktør i Connection til epn.dk.

Dion Olsen driver blandt andet også elinstallatørvirksomheden Peiter Olsen i Hillerød.

Den bliver ikke berørt af konkursen.
De syv erhvervscentre ligger i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Kolding, Hillerød og Aabenraa.