Fortsæt til indhold

I Brabrand går hele familien til spejder

Familiespejd er navnet på et nyt tiltag hos spejderne Valhalla Gruppe i Brabrand

Samfund
Christina S. Johansen

Hvordan får man de 5- og 6-årige til at gå til spejder? Man inviterer forældrene til at tage afsted sammen med dem. Det har Valhalla Gruppe i Brabrand i hvert fald besluttet at gøre.
“Vi mangler de allermindste og håber på denne måde at få dem til at fatte interesse for spejderlivet,” siger Søren Andersen, gruppeleder for Valhalla Gruppe.

Tryghed og tillid

Navnet på det nye tiltag er Familiespejd, og det finder sted én gang om måneden - den første søndag.
Som navnet måske antyder, er et familiemedlem med barnet til spejder, og det behøver ikke være mor eller far. Det kan også være eksempelvis mormor eller morfar - bare det helst er samme voksen, som følger med hver gang.
“Det skaber tryghed og tillid, at de voksne kender os, både for dem og børnene. Spejderlivet byder på masser af udfordringer - og udfordringer er jo lidt farlige, derfor er det godt med tryghed,” siger Søren Andersen.

“Mor er den bedste”

Karen Norup er én af de forældre, som har taget godt i mod det nye tiltag, der på søndag finder sted for anden gang.
“Carl Osvald ville rigtig gerne til spejder, men havde ikke overskud til at skulle afsted hver uge, derfor har vi meldt os til Familiespejd,” siger Karen Norup.
Hun glæder sig til at skulle have en masse oplevelser sammen med 6-årige Carl Osvald.
“Det er programsat tid med ham, hvor der ingen vasketøj og telefon er. Det er noget, som vi gør sammen, kun os to. Det er jo en form for struktureret kvalitetstid,” fortæller Kirsten Norup med Carl Osvald hoppende, løbende og faldende rundt omkring sig.
Den lille gut er glad for at være begyndt til spejder, og han er glad for, at mor tager med ham - og hvorfor så det?
“Fordi hun er den bedste,” lyder svaret fra Carl Osvald Norup.