"Jeg har de her hænder, og dem vil jeg gerne bruge"

Lone Rasmussen, 66 år, Lyngby, læste for et år siden i Ældresagens blad om vågekoner, især i Jylland. Hun havde selv i sit arbejde på plejehjem tænkt, at det var rigtig trist, at der ikke var nogen i den sidste tid. Og de tanker vendte tilbage, selvom hun er gået på efterløn. Og det ville hun gerne gør noget ved. Selvom efterlønnen ikke betød sofa for den aktive kvinde. Hun kastede sig over frivilligt arbejde med bl.a. styrketræning på Virumgaard og høreomsorg. Det underviser hun personale i på en række af kommunens plejehjem. “Jeg er selv hørehandicappet, det har jeg været siden jeg var 40 år, så jeg kender til området,” siger hun.

“Jeg vil gerne være vågekone”

“Der er så mange ensomme. Der skal være nogen til at holde i hånd. Da jeg læste om vågekoner kom det op. Det vil jeg gerne, tænkte jeg. Jeg henvendte mig i Frivilligcenteret, der henviste til Ældresagen, men der skete ikke rigtig noget,” fortæller hun. “Jeg ved, at der er et behov. Jeg oplever det, når jeg kommer på plejehjem. Det sagde jeg til min mand Per, og han siger: Skriv et læserbrev i Det Grønne Område”. Det gjorde hun. Hun skrev bl.a. “Jeg forstår faktisk ikke at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke har en vågekoneordning”, hun tilbyder sin hjælp og skriver, at der må være andre end hende, der vil være der for medmennesker i den sidste tid. “Hvordan kommer jeg i gang”, slutter hun læserbrevet.

Læserbrevet virkede

Og så skete der noget. Der var en, der ringede og meldte sig som vågekone. Kommunalbestyrelsesmedlem Jørn Moos (V) skrev et læserbrev og lovede at tage det op i Social- og Sundhedsudvalget, formanden for udvalget Sofia Osmani (C) skrev til Lone, at hun ville tage det op i udvalget. Den nye leder af Frivilligcenter, Line Pinstrup bakkede op og kontaktede centerchefen Dorte Vangsø Rasmussen, der også meldte positivt tilbage. Områdelederen på Solgården og Virumgaard, Kirsten Espenheim ringede til Lone og sagde, at de godt kunne bruge hende. De gode kræfter har aftalt et møde efter sommerferien i august: Hvordan får vi det op at stå? “Jeg bliver tovholder i starten. Vi skal finde ud af, hvad vi har brug for,” siger Lone Rasmussen.

“Godt med muligheder”

Til en ordning med vågekoner siger Kirsten Espenheim: “Det vil være herligt, hvis vi kan ringe efter nogen. Der vil være tilfælde, hvor der er et behov, fx hvor beboerne ingen pårørende har. Vi har jo ikke personale, der kan sidde der hele tiden. Men behovet er forskelligt, og vi skal passe på, at det ikke er os, der lægger et ønske ned over beboerne. Nogle er afklaret om døden, andre er bange for at være alene, og da kan det være rigtigt dejligt at holde én i hånden. Det er altid godt at have forskellige muligheder, og de skal bruges med dyb respekt for det enkelte menneskes ønsker og behov,” siger hun

Alsidig baggrund

Lone er født og opvokset i Lyngby og blev uddannet sygehjælper. Hun har arbejdet på Gentofte Hospital og i 15 år på Møllebo dagcenter. Så skulle hun prøve noget nyt, og det blev til fem år i Novo Nordisk, hvor hun tog miljøprøver. Hun savnede det nære til mennesker og vendte tilbage og arbejdede på forskellige plejehjem her i kommunen. Da hun begyndte at interessere sig for demente kom hun til De Gamles By i København i en bo-gruppe for demente. Hun vendte tilbage til arbejde i Lyngby, på Solgården, og blev uddannet som demenskoordinator. “Der arbejdede jeg, til jeg gik på efterløn,” fortæller hun. Til spørgsmålet om, hvad det kræver at være vågekone, siger Lone: “Det må gerne være nogle med baggrund i faget. Det er ikke bare at sidde og holde i hånd. Det kan være en voldsom oplevelse. Ofte er de døende meget syge mennesker. Man skal være psykisk stærk og robust. Man kan også komme til at skulle yde omsorg for de pårørende, der har brug for nogle at snakke med.

Lones erfaringer

Det er også vigtigt med et godt samarbejde med plejepersonale. Mange dør i eget hjem, og det er ikke tanken at overtage personaleopgaver. Det er at være der og holde i hånd. Jeg har de her hænder, og dem vil jeg gerne bruge”, siger Lone: “Jeg har siddet ved mange dødslejer både på Gentofte Hospital og på plejehjem. Tidligere havde man en ekstra vagt til den funktion, men det er sparet væk. Nu står døren bare åben. Man kan sidde og synge, læse, snakke om minder. Det vigtigste er nærheden. Og når vi taler om den sidste tid, så skal man være opmærksom på, at man ikke ved, hvor nærværende den døende er. Hørelsen er det sidste, der forsvinder, så selv om vedkommende ligger hen, så skal man vide det. Det er frygteligt at folk står og hvisker ved dødslejet, det er unaturligt. Man snakker, og det gør børn og børnebørn også. Og man skal regne med, at den døende også kan høre,” siger Lone Rasmussen.