Egedal bliver mere effektiv for 41 millioner
Politikerne i Egedal Kommune har besluttet at være på forkant med fremtidige krav om nedskæringer i kommunerne. Det sker ved at gennemføre effektiviseringer de næste fire år for i alt 41 millioner kroner
Landets 98 kommuner bliver hvert år mødt med nye økonomiske krav om at reducere budgetterne for at imødekomme planer og økonomiaftaler om mere effektiv drift. Samlet set betyder den nyeste aftale mellem regeringen og KL, at der frem til 2015 skal findes effektiviseringer for i alt 1,5 milliarder kroner i kommunerne.
Derfor har politikerne i Egedal Kommune besluttet, at være på forkant med effektiviseringskravene.
Det sker ved at gennemføre effektiviseringer over de næste fire år for i alt 41 millioner kroner, der sikrer borgerne samme service - men for færre penge.
"Vi vil gerne være på forkant med nye udefra kommende økonomiske krav, der traditionelt risikerer at udløse nedskæringer og besparelser i mange kommuner. I stedet går vi på forhånd ind og effektiviserer driften i Egedal Kommune, så vi opnår et større økonomisk råderum for politikerne, når de skal prioritere service til borgerne," siger kommunaldirektør Lars Wilms.
Kommunaldirektøren understreger, at der ikke er tale om besparelser.
"Det handler om effektiviseringer, som betyder, at vi kan levere den samme service til borgerne i Egedal for færre penge - eller at vi kan levere mere service med de samme ressourcer, forklarer Lars Wilms.
Det sker blandt andet på økonomi- og personaleområdet, hvor et nyt it-system bliver et af de vigtigste værktøjer til at effektivere og optimere organisationen. Også vej- og parkområdet bliver mere effektivt. Her lægger projektet 'Ny drift - et smukkere Egedal' op til mere helhedsorienterede og smarte løsninger, hvor flere opgaver i fremtiden vil blive løst af private leverandører.
Bedre indkøbsaftaler
Mere fordelagtige indkøbsaftaler, flere digitale selvbetjeningsløsninger og en hurtigere afslutning af byggesager i Bygnings- og Boligregistret giver også betydelige gevinster.
I nogle tilfælde er det nødvendigt for Egedal Kommune at investere i nye løsninger for at gennemføre effektiviseringerne. I de tilfælde er investeringerne allerede en del af budgettet eller bliver modregnet i gevinsten.