Thrott-bryder lige ved og næsten
Bryderen Tobias Fonnesbek fra Brydeklubben Thrott i Åbyhøj var forrige weekend marginaler fra at tage en medalje ved Europas største Grand Prix i Tyskland.
Fonnesbek tabte i semifinalen 6-4 til en polsk bryder, der har EM sølv som bedste resultat. I bronzekampen tabte Tobias Fonnesbek en tæt dyst til Hvideruslands bedste mand i 60 kg-klassen.
“Med en smule mere held havde jeg stået i finalen, da mit sidste 3-points greb blev underkendt i semifinalen. Trods den utaknemmelige placering er jeg godt tilfreds med udbyttet af turnering. Jeg fik fire rigtig hårde kampe med de nye regler, og det var det vigtigste,” siger Tobias Fonnesbek i en pressemeddelelse.
Grand Prixet i Tyskland var Thrott-bryderens andet Grand Prix-stævne i juni måned, og endnu engang kæmpede han sig altså frem til en medaljekamp. Dermed bejler han nu seriøst til en pladsen på VM-holdet, lyder det fra Thrott.