Blev ikke ringet op, da mor døde

"Jeg er stadig vred og ked af det. Jeg føler, at nogle af oplevelserne har været direkte ydmygende for min mor."
Anne Christrup ryster på hovedet og kigger ud af vinduet, når hun tænker tilbage på de fire år, som hendes mor Alli Christrup havde på plejehjemmet Kastanjehaven i Jyllinge.
En tid, som bød på gode stunder, men så sandelig også en række beskæmmende oplevelser.
"Jeg fik et fint indtryk af stedet, da min mor i 2007 havde et kort aflastningsophold efter et fald i sin lejlighed. Senere fik hun en bolig på den såkaldte "Blok 2". Det var her, at min mor og jeg blev udsat for en række svigt," siger Anne Christrup og fortsætter:
MASSIV KRITIK MOD LOKALT PLEJEHJEM:

"Den første episode var et toiletbesøg. Min mor skulle på toilettet en aften inden sengetid, hvilket hun forklarede personalet, men de nægtede at hjælpe hende og lagde hende bare i seng uden at komme på toilettet. Det resulterede i, at min mor måtte forrette sin nødtoft i bleen, som hun måtte ligge med hele natten. Dagen efter blev den skiftet med ætsede sår til følge."
Episoden fik Anne Christrup til at tage fat i den ene af Kastanjehavens daværende to afdelingsledere.

"Skal du nu på toilet igen"

"Det var uacceptabelt, og det gjorde jeg klart overfor afdelingslederen. Hun sagde, at hun ville tage sig af det, og så vidt jeg ved, så skete det ikke igen, men personalet havde tidligere kommet med bemærkninger som "Skal du nu på toilettet igen" og "Kan du ikke vente til efter middagsmaden.". Min mor var visiteret til 5-6 toiletbesøg om dagen. Den kvote brugte hun ikke engang," lyder det fra Anne Christrup.
En fredag, små tre uger før sin død i juni 2011, blev Alli Christrup ramt af en lungebetændelse med vand på lungerne.
I samråd med Anne Christrup besluttede hendes læge, at hun skulle i penicillinbehandling. Der blev derfor lagt en sonde i hendes næse til brug for tilførsel af penicillin og væske, men Kastanjehavens personale forsømte at holde væske-balancen.
KASTANJEHAVEN: DET ER SVIGT, SOM IKKE MÅ FOREGÅ:

"Både lægen og personalet lod det skinne igennem, at de ikke regnede med, at hun ville overleve weekenden. Måneder forinden var der efter min mors eget ønske truffet en general beslutning om, at hun ikke i al almindelighed skulle have sonde som en mere permanent kilde til ernæring, men nu reagerede hun meget positivt på penicillinen, og allerede lørdag aften havde hun det meget bedre. Trods lægens anvisning, så herskede der stor uenighed hos de forskellige vagthold på Kastanjehaven. De tvivlede på, om der i sonden kun skulle tilføres penicillin eller om der også skulle tilføres væske. I min verden var det indlysende, at når man i den konkrete situation havde sagt A og givet penicillin, så måtte man også sige B og tilføre tilstrækkelig væske i sonden. Hun var jo i bedring, og lægen havde sat væsken i sonden op til 1 1/2 liter i døgnet, men dagvagten havde kun givet min mor 350 milliliter. Det påpegede jeg også i kontaktbogen, men jeg fik aldrig noget svar," fortæller Anne Christrup.

Gav hende selv mad

Bedringen fortsatte om tirsdagen, så Anne Christrup spurgte sin mor, om hun var sulten. Det bekræftede hun, men så kom den næste hurdle.
"Når jeg tog de foregående dage i betragtning med en slem lungebetændelse, så havde jeg ikke tænkt tanker i relation til mad, men efter min mening stod vi nu i en ny situation. Min mor var sulten, og det måtte personalet forholde sig aktivt til, men jeg fik besked på, at det var blevet frarådet, da der var risiko for fejlsynkning grundet sonden. Jeg spurgte Kastanjehaven, hvad de så havde tænkt sig, da min mor var i live og tydeligvis sulten. Svaret var et skuldertræk," husker Anne Christrup, som tog sagen i egen hånd.
"Jeg begyndte selv at give hende mad i hakket form. Personalet fortalte mig, at det var på eget ansvar, men det gik fuldstændig problemfrit og uden en eneste fejlsynkning. Min mor sank langsomt, men spiste store portioner af både hovedret og dessert. Når personalet forsøgte sig, så forlød det, at hun fejlsank. Jeg savnede i den grad, at personalet på Kastanjehaven tog ansvar. Det var ekstremt frustrerende, at jeg nærmest blev eneansvarlig for at opfylde et helt basalt behov som mad. Personalet var så fokuseret på den principielle beslutning om ikke at bruge sonde, at den blokerede for at få løst et praktisk problem i den begrænsede periode, hvor penicillin-kuren stod på. Til sidst var hendes taleevne så svigtende, at hun kun kunne mumle et utydeligt "ja" elller "nej". Netop derfor var hun ekstra afhængig af personalets indlevelsesevne og empati," siger Anne Christrup.

Det sene opkald

Da Alli dør onsdag morgen knap tre uger senere, så er hendes datter ikke ved hendes side, selvom Anne Christrup havde understreget, at hun ville tilkaldes døgnet rundt, hvis moderens tilstand blev forværret.
"Jeg bor kun fem minutters kørsel fra plejehjemmet, så jeg kunne være fremme meget hurtigt. I stedet blev jeg ringet op af en nattevagt mellem klokken 5.45 og 5.50, som kort fortalte mig, at min mor var udåndet cirka tyve minutter tidligere, da nattevagten var trådt ind på hendes stue," siger hun.
På det tidspunkt ville Anne Christrup ikke stille så mange spørgsmål til forløbet og det sene opkald, men hun havde behov for at vide mere om sin mors sidste aften og nat.

To forskellige forklaringer

"Derfor tog jeg kontakt til den anden afdelingsleder (nu tidligere afdelingsleder, red). Hun forklarede mig, at én af nattevagterne havde siddet hos min mor og holdt hende i hånden lige til det sidste, da det ikke er Kastanjehavens politik, at man skal herfra alene. Jeg spurgte, hvorfor jeg så ikke var blevet tilkaldt som aftalt, når man nu havde observeret, at min mor var døende. Svaret var, at nattevagten havde skønnet, at det var vigtigere at sidde hos min mor end at forlade hende for at ringe til mig. Jeg ved, at nattevagterne er forsynet med både interne og eksterne telefoner, så de kunne godt have ringet til mig. Jeg er skuffet og vred over, at de har fremlagt to forskellige forløb overfor mig. Jeg kan jo ikke bevise, hvem der taler sandt, men de to forklaringer rejser nye spørgsmål, som jeg aldrig vil få besvaret - eksempelvis om min mor har haft brug for hjælp uden at kunne tilkalde den, for rent motorisk magtede hun ikke at trykke på alarmklokken på sit armbånd. Episoden påvirker mig den dag i dag. Jeg har svært ved at få lukket det kapitel ned," siger Anne Christrup.
"Hvad er dit indtryk af personalet på Kastanjehaven"?
"Det er ikke positivt. Der er da også ildsjæle, men i flere perioder var de ikke synlige. De virkede også opgivende som om beboerne var til besvær. Når jeg står frem med min historie, så er det også ud fra et ønske om at få skabt en øget bevidsthed omkring personalets centrale rolle i den sidste livsfase. De har nemlig en stor andel i, hvordan den døende kommer herfra og hvordan de pårørende får afsluttet forløbet."
"Efter dette forløb har du haft et møde med den nye centerleder Jørgen Rasmussen. Hvad er der kommet ud af det?"
"Ikke rigtig noget, men det havde jeg heller ikke forventet. Mødet foregik i en fin tone, men alt det her er sket før hans tid, så han kan ikke gøre så meget. Han nåede dog at sige, at man ikke skulle tage det så bogstaveligt, om nattevagten lige var trådt ind på stuen, da min mor udåndede. Når jeg hører sådan en kommentar, så bliver jeg helt opgivende. Jeg er stadig målløs."