Fortsæt til indhold

Keramiker lukker op for sin keramikhave

Keramiker Jørgen Hansen i Hyllested viser sine nye ulve i keramik med grøn glasur

Samfund
Martin Schultz

På Fuglsøcentrets påskeudstilling tilbage i april viste keramiker Jørgen Hansen, som er kendt for sit rå og naturnære udtryk, to ulve som var både truende og tøvende.
”De var på deres forreste del dekoreret med grøn glasur. De skal tilpasse sig økotrenden, en grøn profil og nyt landskab. Men passer de overhovedet her i den danske have. Desuden viste jeg en skov - kraftige grønne glasurer på nogle snoede former. Henover var der som et tyndt tæppe af noget mørkt måske sorte skyer,” fortæller Jørgen Hansen.

Figurer og relieffer

Nu kan man se Jørgen Hansens værker igen, når han åbner sin ganske særlige keramikhave i Hulgaden 4, hvor keramikeren har både bolig og værksted.
Jørgen Hansen har også deltaget i Syddjurs provstis projekt, hvor kunstnere udførteværker med et bud på Påskens budskab.
”Jeg havde fået skærtorsdag og et af mine to bud var en lille hvid figur som viste Jesus, der vasker en discipels fødder inden måltidet. Det andet var en platte med et brød og et rødt vinbæger. Så var der serveret,” fortæller Jørgen Hansen.
I Keramikhaven er der således både vilde dyr, træer og en påfugl sammen med mange nye figurer og relieffer som er lavet samtidig med en større opgave Jørgen Hansen er i gang med.
Desuden er der åbent i værksted, hvor der som altid er kopper, fade og krukker.