Det er svigt, som ikke må foregå
Plejehjemmets centerleder Janet Reade Lomholt er ikke stolt af de svigt, som beboere og pårørende har været udsat for. Nu skrider hun til handling og kigger på kvaliteten af plejen
Manglende toiletbesøg, ingen hjælp fra personalet og et for sent telefon-opkald til en pårørende.
Der er nok at svare på for ledelsen hos Kastanjehaven i Jyllinge, men da Lokalavisen Egedal lagde vejen forbi i sidste uge, så var centerleder siden 2011, Jørgen Rasmussen, gået på ferie.
I stedet fik vi fat i plejehjemmets anden centerleder, Janet Reade Lomholt, som tiltrådte for knap fjorten dage siden.
"Hvad er din umiddelbare kommentar til de forløb, som vi er kommet i besiddelse af?"
"Det er ting, som ikke skal foregå. Sådan skal det under ingen omstændigheder være. Står de forløb til troende, så er der sket nogle svigt, som ikke er okay. Det er ikke noget at være stolt af".
"Er det i orden, at personalet nægter en beboer at komme på toilettet, så man må forrette sin nødtoft i bleen?"
MASSIV KRITIK MOD LOKALT PLEJEHJEM:
Aldrig i orden
"Det er aldrig i orden. Der kan være pres på, så borgerne må vente et par minutter. Det sker jo altså, men selvfølgelig skal man ikke nægte en borger at komme på toilettet. Det er jo en menneskeret."
"Er det ikke personalets opgave at give tilstrækkelig med væske, når en læge lægger en sonde i næsen til brug for tilførsel af penicillin og væske?"
"Jeg er ikke sygeplejerske, så hvad der er sket i den konkrete personsag, ved jeg ikke, men selvfølgelig er der instrukser.Der har sandsynligvis været en sygeplejerske med, som er den der har det sygepleje-faglige ansvar for at de her ting bliver gjort korrekt. Men hvad der præcis er sket, kan jeg af gode grunde ikke svare på. Jeg kan dog sige, at der fremover vil være en sygeplejerske på vagt både dag, aften og nat."
"Anne Christrup har fået to forskellige forklaringer om natten, hvor hendes mor døde. Hvad skal hun tro på?"
"Det kan jeg ikke svare på, selvom jeg gerne vil, men jeg kender ikke beboeren, sagen eller det personale, som har været på vagt."
DATTER: BLEV IKKE RINGET OP, DA MOR DØDE:
Har det rigtige personale
"Men bør et plejehjem ikke ringe til de pårørende, når deres kære er døende?"
"Selvfølgelig. Det er der ingen tvivl om. Det er proceduren, at man ringer til de pårørende, hvis man kan se at der ikke er langt igen. Det er en klar fejl at vente med opkaldet."
"Vi har tre klager fra pårørende, som har oplevet svigt i større eller mindre grad. Har du det rigtige personale?"
"Det synes jeg. Jeg har kun været her i ganske få uger, men på både rehabiliteringsafsnittet og på de to blokke har vi nogle medarbejdere, som er fagligt dygtige. Der vil altid være plads til forbedring, og det er vores opgave som ledelse at sætte fokus på. Vi har i øvrigt lige haft uanmeldt tilsyn fra Roskilde Kommune, som kommer med en rapport, der giver os topkarakter målt på en række punkter."
"Men vil du som leder skride til handling efter disse afsløringer?"
"Ja, det vil jeg. Jeg vil kigge på de her ting. Jørgen Rasmussen og jeg skal finde ud af, om kvaliteten af plejen er god nok. Det her giver stof til eftertanke, og vi skal reflektere over tingene."
Fakta
Plejehjemmet Kastanjehaven i Jyllinge består af tre afdelinger, en afdeling med 16 rehabiliteringspladser, en afdeling med 22 boliger og en afdeling med 28 boliger.
Personalet er opdelt i tre vagthold - dag, aften og nat. Om natten er tre medarbejdere tilknyttet de tre blokke.
Kastanjehavens ledelse består af to centerledere, nemlig Jørgen Rasmussen og Janet Reade Lomholt. Jørgen Rasmussen afløste for to år siden Gitte Zabel.
Diana Gronemann og Karina Buhl var også tilknyttet som afdelingsledere, men de er ikke længere ansat. Nu søger Kastanjehaven en ny afdelingsleder.