Ny sekretariatschef i udviklingsforvaltningen
Christina Lundbergh bliver sekretariatschef for det nye sekretariat i udviklingsforvaltningen i Norddjurs Kommune
48-årige Christina Lundbergh kommer til at stå i spidsen for det helt nye sekretariat, der dækker miljø- og teknikområdet samt områderne kultur, udvikling og erhverv, når hun starter i Norddjurs Kommune i begyndelsen af august.
Den kommende sekretariatschef blev udvalgt i et stærkt felt på 30 meget kvalificerede ansøgere.
Christina Lundbergh har siden slutningen af 2011 været konstitueret afdelingsleder i Randers Kommunes borgerserviceafdeling. Hun har inden dette en projektlederuddannelse, flere års erfaring med sekretariatsarbejde, udvalgs- og nævnsbetjening samt erfaring med juridisk bistand bag sig.
Christina Lundbergh får arbejdssted i administrationsbygningen i Allingåbro.
En af hendes første opgaver bliver at opbygge det nye sekretariat, som blandt andet skal betjene kultur-og udviklingsudvalget og miljø-og teknikudvalget. Sekretariatet, som består af 11 medarbejdere, skal også understøtte hele udviklingsforvaltningen.
En velsmurt motor
Christina Lundbergh glæder sig til at kaste sig ud i sit nye job.
”Sekretariatet skal være en velsmurt administrativ motor, som understøtter den udvikling, forvaltningen bevæger sig i, og sikrer koordinationen og samarbejdet på tværs af fagområder. Det glæder jeg mig til at stå i spidsen for”, siger hun.
Den kommende sekretariatschef er født og opvokset i Randers, er uddannet jurist fra Aarhus Universitet og bor i Randers med sin mand og parrets tre børn.
Tidligere sekretariatschef Mogens Caspersen går efter eget ønske på pension med udgangen af 2014. Indtil da fortsætter han som chefkonsulent i udviklingsforvaltningen og som en del af forvaltningens chefgruppe.