Fortsæt til indhold

Fra altankasser til rosenmarker

Aase og Ole Hviid fik jord og roser i blodet for 42 år siden. Nu afholder de rosenudstilling for 14. gang

Samfund
Kian Johansen

Du ser først skiltet og grusvejen for sent, når du kommer fra Hvorslev-siden, for den ligger lige efter byskiltet.
Hviids Planteskole har ellers eksisteret i 35 år og er vel nok landsbyen Gernings største arbejdsgiver med 15 ansatte, heraf de syv sæsonansatte. Landsbyen ligger tæt på Bjerringbro.
I slutningen af juli drager over tusindevis af mennesker til planteskolen, for at se rosenelskeren Ghita Nørby døbe en ny rose. Mek Pek og Pippi Langstrømpe kommer også forbi. Det lokale kor Spicy Voices og Anders Gøttsch (kendt fra scenen er din) giver hver for sig sangprøver, mens Ghita Nørby og Torben Thim causerer om roser og kærlighed.

300.000 roser

Indendørs er der 700 kvadratmeter rosenudstilling med spansk tema og et bryllup, slotstemning og vandbassiner. Det er Aase Hviid og en blomsterdekoratør der bruger en måned på at bygge udstillingen op, så der er travlt på planteskolen med speciale i roser. Udenfor udstiller syv lokale havecentre og giver hver deres bud på den gode have.
Over 300.000 roser sendes i dag ud til blandt andet Bo Grønt-kæden og Plantorama og det er især derfor at ægteparret med sans for roser arrangerer rosenudstillingen for 14. gang.
Sidste gang var for tre år siden. “En gang gik der syv år imellem, så det er når vi har tid og overskud til det, fortæller Aase Hviid, der har brugt uger på at planlægge dette års rosenmesse.

Sådan ser Aase Hviids hænder ud efter 42 års arbejde med jord, roser og andre planter. Foto Kian Johansen

Fra altan til planteskole

“Vi gør det selvfølgelig for at vise hvilke roser vi har, men også for at inspirere især unge menesker til at bruge blomster og rosenbede, når de anlægger den nye terrasse, i stedet for kun at bruge potter,” fortæller Aase Hviid der er født i en Århus-lejlighed og kun havde altankasserne at boltre sig med.
Da hun mødte Ole fra Harlev gik der ikke lang tid før han som 18-årig blev momsregistreret og fik jord under neglene. For 35 år siden flyttede de til Gerning, hvor roser har fyldt deres liv lige siden.
Rosenmessen på Hviids Planteskole i Gerning ved Bjerringbro er åben fra 27. til 29. juli.

Roserne står i potter på markerne omkring planteskolen og hentes først ind, når lastbilen skal læsses med et parti. Foto Kian Johansen