Fortsæt til indhold

Skoleelever bliver opdelt

Grønløkkeskolen skal have de store elever, og Tranbjerg Skole skal have de yngste elever i forbindelse med den kommende fusion mellem de to skoler

Samfund
Camilla Olesen

Tranbjerg Skolen og Grønløkkeskolen skal som bekendt fusionere. Nu er det mere eller mindre besluttet, hvordan det i praksis skal foregå, fortæller skoleleder Stefan Møller Christiansen.
Indtil videre er det planen, at 0.-5.-klasseseleverne skal gå på Tranbjerg Skole, mens de øvrige elever skal være på Grønløkkeskolen.
"Det er en principbeslutning, for vi skal først til at undersøge, hvordan det kan finansieres. Der skal blandt andet laves ændringer i lokalerne på Tranbjerg Skole, så SFO-børnene kan være der, og klubben fra Torvevænget skal flyttes på Grønløkkeskolen," siger Stefan Møller Christiansen.

Ønske om opdeling

Der er flere årsager til, at man har valgt at opdele klasserne, som det er tænkt.
"Der er fire-fem klasser på hver årgang, og vi ønsker, at klasserne har et tæt samarbejde. Når vi har talt med lokalområdet, så er der et ønske om at binde Tranbjerg tættere sammen - den er jo meget opdelt med en skole på hver side af vejen," siger Stefan Møller Christiansen og fortsætter:
"Vi ønsker at give de store elever et mere varieret uddannelsesforløb med flere forskellige valgfag. Samtidig vil vi gerne skabe et ungdomsmiljø, og derfor flytter klubben ind på skolen."

Udfordringer

For at det hele kan lade sig gøre, skal der en bunke penge til, og det er man lige nu i dialog med Aarhus Kommune om, for ombygningen kommer til at koste nogle penge.
Pengene er dog ikke den eneste udfordring, der venter i forbindelse med fusionen.
"Det hele handler om, at vi skal have gjort to skoler til én nu, og det arbejder vi på," siger Stefan Møller Christiansen.
Hvad skolen kommer til at hedde er ikke helt på plads endnu.